Af Poul Henrik Harritz
Jeg sidder og glæder mig. Ser frem til den dag hvor stæren slår sig ned på tagryggen og tager den nyopsatte kasse i brug.
Da det allerførste nummer af Fynsk Natur udkom i 1986 var det ikke tilfældigt at netop en stær i sprudlende forårshumør bød bladet velkommen fra forsiden. Det var Morten Nielsen og denne artikels forfatter der et halvt års tid forinden – i efteråret 1985 – fik ideen til et fælles blad for de grønne, fynske foreninger. Ideen fik DOFs og Natur og Ungdoms opbakning – og senere sluttede flere foreninger op.
Barnet nåede at komme gennem barndommen og puberten før det i en alder af 19 år måtte gi´op: måske fordi redaktionen var kørt træt – og ekstra udgifter til distribution tvang bladet helt i sænk.
Da vi sendte første nummer på gaden skrev vi “Fynsk Natur skal være mere end et foreningsblad. Det skal følge den aktuelle fynske debat, præsentere naturområder, afspejle foreningsaktiviteter og præge miljødebatten”. Allerede i første nummer skrev Viggo Lind fra DOF om kampen for at bevare Kærby Fed fri for planer om losseplads og det forringede fynske beredskab mod olieforureninger. Niels Riis fortalte om springfrøen på Ærø og Kurt Due Johansen om Enebæroddes enestående natur. I en lille artikel efterlyste Niels Bomholt fynboer der ville indberette fugleiagttagelser fra enkeltlokaliteter og nedenunder kunne man se hvor en skare ornitologer havde fundet vandstære i den netop overståede vinter.
Det var i høj grad hverdagsnaturen – eksemplificeret med forsidens stær – der skulle være omdrejningspunkter for bladet.
Og så var Fyns Natur – takket være flittige leverandører – og selv leverandør til den øvrige fynske presse, fordi vi havde gode, grønne nyheder i hvert nummer.
Et blad lever selvfølgelig ikke i 19 år uden at ændre sig. Heller ikke Fynsk Natur. Det er blevet langt mere professionelt og flottere. Det har også spejlet en “ny” tid, hvor individualismen er sat i højsædet. Hvor der er mere prestige og opmærksomhed omkring at være den første der indberetter en hvidbrynet løvsanger til den elektroniske database end at indlevere en artikel om udviklingen i musvitbestanden og landsvalebestanden i et nærmere afgrænset område på Midtfyn. Hvor alenlange oversigter over botaniske fund fylder mere end den spændende artikel om hvad du kan se af planter på Helnæs Made eller Thurø Rev.
Det er en tendens jeg selv beklager. I en individ-orienteret tid burde netop de grønne foreninger gøre mere ud af de sociale aspekter ved at tage ud i naturen sammen.
I en tid hvor Regeringen skærer ned på naturovervågningen burde foreningerne netop prioritere det emne op. Der er snart kun os til at holde øje med naturen.
I en tid hvor politikerne gør en dyd ud af ikke at beskæftige sig med naturen og miljøet bør foreningerne i langt højere grad arbejde miljø- og naturpolitisk.
Dér havde jeg gerne set at Fynsk Natur havde holdt fanen højere gennem årene.
Er der så grund til at ærgre sig over at det er sidste årgang af Fynsk Natur du nu sidder med?
Nej, egentlig ikke. Ting tager den tid de nu engang tager.
Og hvem ved: Måske vil fraværet af Fyns Natur fremme andre gode initiativer hos de fynske natur- og miljøforkæmpere….
Lad os håbe på det!