2002#1: En mening: Ak, miljøet der blev væk!

Så fik vi en ny regering, og hermed også en ny miljøminister. Eller skulle vi sige, en ny erhvervs- og landbrugsminister, med speciale i afvikling af miljøet? Ministerens første udspil var et frontalt angreb på sin forgængers politik, der blev skåret dybt økonomisk, bla. på den miljørelaterede u-landsbistand og øst-støtten. Miljøpolitiken i Danmark ser endnu ikke ud til at være helt klart formuleret, men visse konturer tegner sig.
For det første skal flere beslutninger lægges ud til de lokale kommuner ( efter Farum-modellen? ). F.eks. er der netop blevet lavet et udvalg der skal være med til at udpege naturområder i Sønderjylland. Udvalget består af 15 medlemmer, hvoraf kun én repræsentere naturinteresser ( DN ), til gengæld er der bla. tre landmænd og en jæger! Så det skal nok blive godt med alle de natureksperter!
Endelig skal miljøpolitikken nu kunne betale sig!
Nu har regeringen, jo godt nok sagt at der er for mange eksperter, og at man ikke agter at lytte til dem, hvilket selvfølgelig også er det nemmeste, så slipper man også for kritik. Men helt uden eksperter vil man ikke være, så man påtænker at lave et miljøinstitut til den berygtede miljørevisionist Bjørn Lomborg, hvor han kan sidde og føre kreativ bogføring over naturen og påvise at miljøet aldrig har haft det bedre! Om ikke andet sikre man sig en plads på verdenscenen ved siden af Bush, så vi kommer i godt selskab.

Per Rasmussen