Af Heine Laursen
Naturhistorisk Forening havde en dejlig tur til Skjernåen den 2. september.
De dygtige og inspirerende ledere på turen inspirerede mig til at fortælle om hvordan Skjernåens naturgenopretning virker på Ringkøbing Fjord. Til dette fik jeg hjælp af skriftligt materiale fra Ringkøbing Amt.
I begyndelsen af sidste århundrede var saltholdigheden indtil 1931 i fjorden op til 25 promille, hvilket skyldtes vandudveksling gennem Nymindegabstrømmen og senere en kanal ved Hvide Sande. I 1931 blev hullet ved Hvide Sande lukket og der blev bygget en sluse. Efter dette var saltholdigheden under 13 promille. Fra 1963 – 1968 blev Skjernåen udrettet og flere steder
inddæmmet, hvilket betød flere næringsstoffer i fjorden og saltholdigheden faldt til 5 – 8 promille.
Derved ændrede fjorden sig fra at være et vandområde med klart vand og udbredt plantedække, der nåede dybere end 2 meters dybde, til et område med uklart vand domineret af store mængder planteplankton.
Fra 1987 til 1995 øgede man vandudvekslingen gennem slusen og forøgede derved
saltholdigheden.
Den ændrede slusepraksis ødelagde dog skrænterne ved Hvide Sande og man besluttede derfor at saltholdigheden skulle være 12 – 15 promille.
I forbindelse med den øgede saltholdighed ændrede fjordens økosystem sig markant og den større saltholdighed betød at sandmuslinger etablerede sig i fjorden i store mængder. Muslingerne kom ind med det salte vand gennem slusen og kunne nu leve i fjorden med den højere saltholdighed.
Sandmuslingerne filtrerer fjordvandet og lever af den plankton de derved fanger.
Beregninger har vist at sandmuslingerne var i stand til at filtrere fjordvandet op til flere gange hver dag. Derved faldt mængden af planteplankton med over 95 %, hvor den før havde været ca 20 gange så høj som i andre fjordområder. Det betød at vandet blev mere klart. Hvor man før kun kunne se 60 cm ned i vandet, kan man om sommeren nu være heldig at se bunden ned til 4 meters
dybde. I gennemsnit er sigtbarheden om sommeren 2 meter.
Nu hvor Skjernåens slyngninger bliver tilbageført giver det mulighed for oversvømmelse af engene, og derved mindskes kvælstofmængden i vandet. I begyndelsen vil der nok være en større mængde okker på grund af udgravningerne, men når åen er faldet til ro efter graveriet vil det hurtigt aftage.
Da saltvand er tungere end ferskvand passer man på ikke at lukke for meget saltvand ind ad gangen, idet det tunge saltvand ellers vil kunne forårsage iltsvind i fjorden fodi der kun er ringe udveksling af ilt mellem de to adskilte vandlag. Men da Rinkøbing Fjord er lavvandet skal der kun
vindhastigheder større end 8-10 m/sek før der sker en opblanding af vandmasserne. I Vestjylland er der vindhastigheder på over 8 m/sek ca halvdelen af alle årets dage. Det betyder så, at man kun lukker saltvand ind i fjorden i sommertiden når der er udsigt til større vindhastigheder inden for de nærmeste dage. Det mindsker ridsikoen for iltsvind i fjorden.
Det rene vand i fjorden har også haft stor betydning for fiskebestanden. Ved undersøgelser i 1997 og 1999 blev der fanget 28 og 29 forskellige fiskearter Der er bl. a. mange sild, skrubber, smelt og skaller i fjorden.
Der er siden 1980erne gjort en stor indsats for at reducere næringsstoftilledningen til fjorden. Det drejer sig om rensningsanlæg, industrier, dambrug og landbrug. Det har betydet at fosfortilledningerne er reduceret.
Engang imellem kan menneskene arbejde sammen med naturen og opnå det rigtige resultat.
Tidsånden er en anden nu, end dengang man i 1960erne skulle have mere landbrugsjord, og derved ødelagde Skjernåen. Det viste sig jo også at meget af den landbrugsjord, man havde indvundet, blev ubrugelig på grund af komprimering.