Af biolog Preben Nielsen
Uanset hvor man har vender sig hen det seneste årstid, er man blevet mødt med middelalderen. Ikke så sært, når 1999 var officielt middelalder år.
Vi finder en del spændende planter rundt om i landskabet, ved kirkegårdsdigerne (hvis de ikke er sprøjtede), gamle klostergårde og lign., som er indførte af middelalderens munke. Mange af planterne er sjældne, og vi kalder dem ofte for “levende fortidsminder”. Et udtryk for at de stammer fra en længst forsvunden tid. Men historierne om dem lever fortsat i bedste velgående.
Middelalderplanterne har været brugt til så forskellige formål som krydderi, at holde sulten stangen i fasten og til at helbrede sygdomme. Vi kan takke Karl den Store for, at flere af disse planter forekommer i Danmark. Hans forordning “Capitulare de villis hotis imperialibus” krævede, at visse planter skulle vokse ved de kongelige godser. Klosterne fik ordre på at lave afskrifter af forordningen og begyndte selv at dyrke de forskellige planter og anvende dem i sygdomsbehandlingen. I den lange liste indgik også Have-Malurt.
Da munkene drog mod nord gennem de germanske lande oplevede de, at vores hjemlige Strand-Malurt var et sorgens symbol. Kviste blev kastet på bålet ved ligbrændninger, og i senere tider lagde man kviste på kisten formodentlig for, at plantens stærke duft kunne dække over liglugten.
Malurtens videnskabelig navn er opkaldt efter jagtens gudinde artemis, og for at få bedre jagtlykke satte jægerne en malurtkvist i hatten. Oprindelig er Malurt et svensk lånenavn, der betyder “mølurt”. Navnet hentyder til, at planten holder møl væk fra klædeskabet.
Malurt indeholder absinth, som er et bitter smagsstof. Ordet absinth er afledt af græsk og betyder, “noget der ikke kan spises”. Dette har munkene formodentlig benyttet sig af, da man allerede i det gamle Grækenland vidste, at tilsatte man malurt til blækket, så blev det skrevne ikke ædt af musene. Et råd middelalderskribenten Henrik Harpestreng, der samtidig var Kong Erik Plovpennings læge, videregiver i en af sine lægeurtebøger.
Absinth er nok bedst kendt for sin franske historie. Absinth var særdeles “in” på de franske fortovscafeer omkring århundredeskiftet. Desværre havde absinthen en uheldig bivirkning. Man blev sindsyg. Absinthens effekt er nok særlig kendt fra Van Gogh, der i en absinthbrandert skar sit ene øre af og sendte øret til sin kæreste. Endelig har Manets berømte billede “Absinthdrankeren” medvirket til at gøre absinthen kendt. Om absinths virkning siges det: Ved det første glas, ser du verden, som du ville ønske den var. Ved det andet glas, ser du verden, som du tror den er, og ved det tredie ser du verden, som den virkelig er. Det sidste skulle efter sigende være det værste.
Malurten indeholder det særdeles giftige stof thujon. Thujons kemiske struktur ligner det aktive stof i cannabis og giver anledning til de samme sindstilstande. Derfor giver det ved langvarig indtagelse store og varige skader på centralnervesystemet. Grunden til absinthens uheldige bivirkning var netop thujonen. Absinth blev fremstillet ved destillation af bl.a. malurt, isop og anis og den flygtigt thujon gik over i drikken og blev derved meget koncentreret.
I dag finder vi Strand-Malurten på næsten alle ikke afgræssede strandenge Fyn. Typisk vokser den i hensmuldrende tangopskyld. Have-Malurten finder vi sjældent, udover i dyrkede haver.
Malurt i snapsebægeret
Månedens urtesnaps kan kun være malurtsnapsen, da malurt efter gammel overtro skal plukkes, når kornet er modent eller høstet.
Til trods for dens indhold af thujon, har malurt op gennem hele oldtiden og til i dag været en yndet lægeplante, der især blev benyttet mod mavepine og orm. Henrik Harpestreng siger at “Malurtblomster og frø i mad og drikke gør maven godt og vel”. Det skyldes det bitre smagsstof absinth. Den bitre smag gør, at fordøjelsen stimuleres. Mavens og tarmenes muskelsammentrækninger øges og frigivelsen af mavesafter øges.
Man plukker et par kvist malurt og kommer dem på en “smagsløs” snaps (Svendborg eller evt. Brøndum), og lader den trække i 3 til 5 dage. Har man travlt, kan en time være nok. Ekstrakten vinder ved lagring. Kertemindemaleren Johannes Larsen skal ifølge Globs Brændevinsbog have anbefalet at brygge snapsen på de nyudsprungne små gule blomster, da det giver en ekstra fin urtesnaps.
Bitter’s mave-eleksir.
Bliver man forskrækket over den bitre smag og gerne vil have en snaps, der virker mod oppustet mave, kan man forsøge sig med en blanding mellem humle og malurt. Humlesnapsen laves på humlekopperne, der trækker i den “smagsløse” snaps i ca. 1 måned. Derefter blandes ca. 1 del malurtsnaps med 1 del humlesnaps. For øvrigt er humle ligeledes en gammel munkeplante. Jo, vi har meget at takke munkene for, hvad angår planter.
Skål og god fordøjelse