Troen på, at Æbelø kan tilbageføres til “urørt skov” er i denne
tid i gang med at blive modbevist. Kulturgræsser, ørnebregner
og brombær overtager øen, gødet af enorme mængder af træflis fra
de fældede graner, man har set sig gal på.
Af Bent Søby Madsen
et lille mejeri, en vandmølle og en fiskedam. Det ville næppe
være noget at skrive hjem om, hvis det ikke var fordi, landsbyen
sammen med to prangende bygninger Grand og Petit Trianon, var
kunstigt anlagte: Le Hameau, som landsbyen hedder, blev opført
omkring 1687, Petit Trianon blev bygget til Ludvig XVís elskerinde
Madame du Barry, men blev senere sammen med opgivelserne overladt
Marie-Antoinette af Ludvig XVI.
Marie-Antoinette var bidt af tidens naturbegejstring og forvandlede
parken til en romantisk “engelsk” have med en “rigtig” landsby,
hvor hun kunne spille hyrdinde og leve et “enkelt og landligt”
liv langt fra de stive hof med dets fastlåste etikette.
På Marie-Antoinettes tid var bønderne fast inventar i det rousseauske
natursværmeri; derfor var der ansat karle og malkepiger, og spædbørn
med struttende æblekinder pludrede lystigt i det landlige miljø.
“Så friske så sunde de Bønder vi see, ved kjølige Lunde de hvæsse
den blinkende Le” – citatet stammer fra vor hjemlige Adam Oehlenschläger,
der i Skt. Hans Aftensspil udtrykte den romantiske naturbegejstring,
der med nogen forsinkelse nåede til Danmark.
Ny-rousseaurime
Lod Rousseaus indflydelse vente på sig, må man sige, at vi er
ganske godt med på tidens nye romantiske trend, hvor det gælder
om at indrette såkaldt “urørt skov”, – dog uden bønder og malkepiger,
hvad der har vist sig på længere sigt at blive fatalt.
Afvigte sommer besøgte jeg Æbelø for at kikke efter svampe som
led i den løbende registrering af flora, fauna og funga (ja, det
hedder det nu!) på øen.
Med som man vil se af det følgende, et noget nedslående resultat.
Styregruppen bag den såkaldte naturgenopretning på øen er besjælet
af den romantiske forestilling, at man kan skabe et stykke oprindeligt
natur ud af landskabet fortrinsvis ved at lade det passe sig selv.
I sig selv en ganske glimrende idé.
Problemet er bare, at man i forvejen har nogle ganske bestemte
forestillinger om, hvordan oprindelig natur ser ud og disse forestillinger
forsøger man at påtrykke den natur, der ideelt set skulle have
lov at passe sig selv, at være “urørt skov”.
I sammentrængt form frostiller man sig oprindeligheden som følger:
Der skal ikke være landbrug eller anden menneskelig aktivitet
på øen.
Nåletræerne skal fjernes, fordi de ikke regnes for oprindeligt
hjemmehørende i Danmark.
Dyrene, dådyr og mufloner, skal i vidt omfang bortskydes, fordi
de i sin tid blev indført til øen.
Nordkysten skal afspærres for trafik, så der opstår sjældne fugle
på kysten…
Det har allerede nu vist sig, at de trufne beslutninger har haft
ganske uheldige indvirkninger på naturen i området. Da det er
noget af det eneste, jeg har forstand på, skal jeg holde mig til
naturgenopretningsplanernes betydning for og indvirkning på svampelivet.
En fjernelse af nåletræerne – man har “ringet” langt over hundrede
år gamle fyrretræer, så de allerede er gået ud – og nedlagt granskoven
overalt på øen, har allerede betydet, at man praktisk taget fra
den ene dag til den anden har udryddet en trediedel af mykorrhiza-svampene
på Æbelø, dvs. de svampe der lever i symbiose med træer. Groft
regnet lever en trediedel af disse svampe sammen med løv- en trediedel
sammen med nåletræer og en trediedel er i stand til at leve sammen
med både løv- og nåletræer.
At man har fjernet nåletræerne betyder, at store “folkelige” arter
af spisesvampe som Velsmagende Mælkehat (Lactarius deliciosus)
og Hummer-Skørhatten (Russula xerampelina) er udryddet. At de
ikke er registreret fra øen tidligere, mens der var nåletræer
på øen, skyldes ikke, at de ikke har været der, kun at der ikke
har være mykologer til at registrere dem!
Det er et omstridt spørgsmål, om fyrretræer er “oprindelige” i
Danmark, og hvad skal man i den forbindelse også forstå ved oprindelighed?
Bestemmende for deres status bør være, at der har udviklet sig
et rigt svampeliv og for så vidt også et rigt insektliv i tilknytning
til disse fyrretræer. Der er jo ikke tale om et obskur eksotisk
gransort udsat fra en planteskole, en sort, , der er ude af stand
til at leve sammen med andre organismer.
Fyr er så naturaliseret i Danmark, at den i århundreder, sikkert
i årtusinder har tilpasset sig, og planter, dyr og svampe har
på deres side tilpasset sig den. Derfor er det fuldstændig hovedløst
at fælde dem eller slå dem ihjel. Især når det udelukkende sker
på grund af en forestilling om, hvad der ser “naturligt” ud.
Altså i bund og grund blot et resultat af en modedille.
Det er ikke kun det kulinariske aspekt af svampelivet, der har
fået mistrøstige udsigter på grund af den grasserende dendrologiske
racisme. Mange svampe inden for slørhattefamilien (Cortinarius,
Inocybe) danner kun mykorrhiza med nåletræer. Alle disse svampe
vil man nu spejde forgæves efter på øen i fremtiden.
“Urørt skov”
Naturplejerne har ikke haft tålmodighed til at vente på, at granerne
skulle opgive ævret af sig selv, hvad man ellers kunne have forestillet
sig ville ske, når de nu påstås at være så dårligt tilpassede
den danske natur…
I stedet for at vente og se, hvordan granerne ville klare sig
i en “urørt skov” har man skåret dem til flis. Da der var relativt
betydelige arealer med gran, er der blevet ganske meget bark-
og grenflis ud af dette stunt.
Flisen er blevet spredt med rundt hånd over det meste af øen –
med det resultat, at øen er tilfødt en monstrøs mængde biomasse,
der har gødet jorden helt ukontrollabelt og som får et konventionelt
landbrug til at blegne af misundelse.
Resultatet af denne hovedløse udlægning af flis har da heller
ikke ventet på sig: En trediedel af øen er i øjeblikket under
stærk tiltroning af høje (kultur)græsser, en trediedel er forvandlet
til et totalt ugennemtrængeligt krat af ørnebjergner, mens dens
sidste trediedel er under tilgroning med brombær.
Kun de steder, hvor græsset af hensyn til folks fremkommelighed
langs de afmærkede ruter, er der spor af svampe. På plænen foran
gården og langs de skovveje, der er ryddet for vegetation. Andre
steder er der ikke meget spor af paddehatte; og det er givetvis
kun et spørgsmål om tid, for de enkelte åbne arealer, der endu
findes her og der langs kysten, gror til.
Man angiver i sin folder “Sporet på Æbelø” at den “slette”, der
optager en stor del af øen genem mere end 100 år har været dyrket.
“Nu får den lov til at udvikle sig til en slags overdrev. Af hensyn
til insektlivet bliver 1/3 af arealet slået hvert år”, skriver
man.
Ja, en slags overdrev! Hvis jeg havde haft ansvaret for slåningen,
ville jeg være løbet skrigende bort. Allerede midt i juli var
græsset halvanden meget højt, meget tæt og havde kvalt den blomstervegetation,
der angiveligt skulle være et paradis for insekter.
Det var ikke fordi solen ikke skinnede eller fordi juli måned
ikke den den bedste insektmåned, at der var ganske få sommerfugle,
eventuelle foderplanter for dagsommerfuglelarver var for længst
kvalt af megethøj græsvækst.
Det er absolut nødvendigt, at sletten afgræsses – af køer, heste,
hvad som helst.
Den mængde hø, der nu bliver resultatet af den store græsvækst,
ville kunne holde liv i et større kreaturhold vinteren over. Nu
må man imidlertid forventer, at hele møget får lov til at ligge
og visne – og bidrage til yderlige gødskning af øen, med ny ukontrolleret
græsvækst til følge.
Det eneste, der kan ændre tilstanden og true slettens græsdominans,
er indvandring af bævreasp, røn og slåen, der da også allerede
sår sig selv langs grænsen mellem sletten og skoven.
Men det var vist ikke meningen…
Ingen afgræsning
Fordi tilstedeværelsen af bønder ikke længere indgår som et led
i naturopfattelsen, har man besluttet ikke at drive landbrug på
øen, og derfor vil man næppe heller få nogen afgræsning i gang.
Til overflod har man planer om at “re-gulere” , dvs. reducere,
bestanden af dåvildt og mufloner (korsikanske bjergfår) , selvom
en massiv forøgelse af bestandene ville være at foretrække, i
et spinkelt håb om, at de måske kunne sørge for nogen afgræsning
af øen.
Det, om man så må sige, naturkoncept, man har lagt sig fast på,
ekskluderer som nævnt bønderne, og derfor har man også valgt at
nedrive bebyggelsen på øen, bortset fra Æbeløgård og fyrmesterboligen,
der er restaureret og moderniseret efter alle kunstens regler.
Indtil videre står bygningen Østerhovedhus dog endnu, mens resten
af bindingsværksbygningerne blev jævnet med jorden i 1995.
Guderne skal vide, at bebyggelsen var forfalden; det hus, der
endnu ligger på øen er stort set faldet aldeles sammen, men det
er et spørgsmål, om man ikke skulle have søgt at sætte husene
i stand.
I sin bog De danske Øer skriver Achton Friis i sit Æbelø-afsnit
om gårdene på øen:
Dybt inde i skoven syd for Æbeløgård ligger et gammelt bindingsværkshus,
som i skønhed og idyllisk beliggenhed overgår næsten alt, hvad
vi hidtil har set; det er oprindeligt et skovfogedhus, men er
for tiden ubeboet og forladt.Hvilken stilhed og fred her! Aldrig
nogen sinde møder vi et menneske på denne ø – og her findes jo
i virkeligheden heller ikke mere end et på hver tyvende tønde
land, om de var jævnt fordelt!
Nu er det selvfølgelig ikke først og fremmest bebyggelsen, men
“naturen” der er planer om at genoprette, men man kunne have ønsket
sig, at bondehuse var blevet regnet med til naturen – som på Marie-Antoinettes
tid…
Nordkysten
En del af planerne for nyordningen af Æbelø var det at afspærre
nordkysten, angiveligt med det formål at tiltrække sjældne ynglefugle,
f.eks. Havørn.
I Weekendavisen for 25. september – 1. oktober i fjor beretter
Pernille Stensgaard og Hans Davidsen-Nielsen om “angrebet på danskernes
lovfæstede ret til at færdes på alle kyster”.
Det korte af det lange er, at Naturklagenævnet har sagt nej til
en afspærring af området, hvad naturrestauratørerne har søgt at
kompensere for ved at anlægge stisystemet, så man i nogen grad
ledes uden om de områder, man har haft ønske om at beskytte. De
fleste vil sikkert følge stierne, men de mange lystfiskere (eller
sportsfiskere som de i dag insisterer på at kalde sig!) vil også
for fremtiden hjemsøge kyststrækningen og forstyrre en evt. Havørn,
der måtte have planer om at slå sig ned i et af de gamle bøge-
eller egetræer på øen.
Apropos disse gamle træer: Så vidt jeg ved, er der overvejelser
i gang angående sløjfning af drængrøfter og generel hævning af
vandstanden i skoven, hvad der umiddelbart lyder som en glimrende
idé – en af grundene til at Eghjorten eller Lungelav ikke længere
er at finde på øen, er det efterhånden alt for tørre klima i skoven.
Men man bør tænke sig grundigt om; flere hundrede år gamle bøge-
og egetræer kan ikke fra det ene år til det andet tåle en pludselig
stigning i vandstanden i skoven, rødderne vil rådne og træerne
gå ud. Dér, hvor man allerede har forsøgt sig med regulering af
vandstanden, er der tegn på, at man hart slået træerne i hjel.
Ta’ den med ro!
De nuværende ejere af Æbelø og styregruppen bag er tilsyneladende
ikke besjælet af nogen overvældende tålmodighed.
Man kan frygte, når man nu har planer om yderligere arkaisering
af øen, at man ikke vil have tålmodighed til at vente på en gradvis
stigning af fugtigheden, en periode, der bør strække sig over
mindst Èn trægeneration (!), men at man oversvømmer skoven fra
den ene dag til den anden. En sådan overilet handling vil blive
fatalt for de gamle træer, der ikke når at tilpasse sig den ændrede
fugtighed.
Den hast, hvormed man har afdrevet grantræerne og fordelt dem
som flis rundt omkring på øen, lover ikke godt.
Det, der er behov for i dag på Æbelø, er en akut fjernelse af
det meste af den udlagte træflis, der allerede har medført en
helt ukontrollabel gødskning – og så en afgræsning af de områder,
der er under stærk tilgroning med kulturgræsser.
Kan der ikke drives kvægbrug på øen, bør man i det mindste udsætte
får, der kan holde den helt håbløse græsvegetation i ave. Og det
kan ikke ske hurtigt nok.
Hvordan man vil komme ørnebregnerne og brombærkrattet til livs
– og vel snart også de selvsåede ahorn, der indfinder sig, og
som i parantes bemærket ikke huser nogle mykorrhiza-svampe, må
guderne vide.
I dag har de ultratætte beboksninger i praksis kvalt al anden
vegetation; selv Ramsløg (!) har tilsyneladende vanskeligt ved
at få fodfæste. Få det væk!
Om de nyromantiske forestillinger om en “urørt natur” får sig
et grundskud ved samme lejlighed, må man tage med i købet.