Kæmpebjørneklo fra Kaukasus er i dag en trussel mod mangfoldigheden
i den danske natur, og det er på høje tid, at bekæmpelsen koordineres
for at opnå en større effekt, skriver biolog Ulla Poulsen
Fra forskere, som beskæftiger sig med problemet, lyder det enstemmigt,
at planten vil medføre alvorlige konsekvenser for den lokale biodiversitet
og antallet af vilde planter i hele det nordlige Europa i fremtiden,
hvis der ikke gøres en kraftig indsats for at bekæmpe den. Den
nuværende bekæmpelse er slet ikke tilstrækkelig. Kæmpe-Bjørnekloen
kaldes i dag for landets mest frygtede landskabsukrudt.
Kæmpe-Bjørneklo fra Kaukasus truer den danske mangfoldighed.
Den 2-3 meter høje skærmplante Kæmpe-Bjørneklo er en indført plante,
som på-stås at stamme fra Kaukasus. De planter, der vokser i Kaukasus
er dog ikke fuldstændig identiske med de planter, der i dag vokser
mange steder i Europa. Måske er et krydsningsprodukt fremkommet
under dyrkning, men der hersker usikkerhed om navngivningen af
bjørneklo-arterne. Kæmpe-Bjørneklo hører til slægten Heracleum,
som er opkaldt efter den græske halvgud Herakles. Kæmpe-Bjørnekloen
er blevet kaldt Heracleum mantegazzianum, men kaldes i dag oftest
H. pubescens. Foruden Kæmpe-Bjørnekloen findes der i slægten de
oprindeligt danske Almindelig Bjørneklo (H. sphondylium) og Grønblomstret
Bjørneklo (H. sibíricum).
Kæmpe-Bjørnekloen er to- til flerårig. I det tidlige efterår visner
de ikke-blomstrende planter tilbage og efterlader pæleroden, som
overvintrer i op til 4 år – og udvikler større og større skud
hvert år. Planten blomstrer først efter 2-3 år og dør efter blomstringen.
Frøene spredes kun over korte afstande med vinden, men kan flyde
3 dage i roligt vand, inden de tager vand til sig og synker. En
enkelt plante kan sætte fra 5.000 til 20.000 frø. I England har
man endog set én plante sætte 60.000 blomster, og da “frøet” faktisk
er en to-delelig spaltefrugt, resulterede dette i 120.000 frø!
Den Kæmpe-Bjørneklo, som vokser i Kaukasus, er dér en naturlig
del af et stabilt økosystem, hvor konkurrencen mellem områdets
planter og bjørnekloens naturlige fjender, som insekter og svampe
betyder, at planten ikke bliver totalt enerådende. I Danmark er
den indførte plante ikke er en naturlig del af økosystemet. Dette
betyder, at Kæmpe-Bjørnekloens meget hurtige og voldsomme vækst,
det store bladareal og den enorme frøsætning gør planten til en
meget effektiv konkurrent over for andre planter. Kæmpe-Bjørnekloen
optræder meget aggressivt og kan danne store tætte skove, hvor
den skygger stort set alle andre planter væk – så hele plantesamfund
forsvinder under bladdækket. Når Kæmpe-Bjørnekloen indtager f.eks.
et engområde, vil næsten alle sommerfugle, bier og andre insekter
samt fugle, som før levede i området, forsvinde. Dermed fører
planten til, at hele samfund ødelægges. Plantens frø indeholder
end-videre stoffer, som hæmmer spiringen af andre planter. Da
planten er indført, udnyttes den kun i meget ringe grad af det
naturlige dyre- og insektliv, og en ren bestand af Kæmpe-Bjørneklo
har et ekstremt fattigt dyreliv.
Et bevis på plantens enorme spredningsevne er et tilfælde fra
Sverige, hvor én plante, der blomstrede i 1930’erne i dag er blevet
til en bestand på flere kilometers længde og 75 meters bredde!
En anden meget vigtig grund til at bekæmpe planten er dens giftige
saft. Alle dele af planten indeholder furokumariner, som kombineret
med sollys kan give alvorlige udslet. Man kan i slemme tilfælde
få smertefulde brandsårlignende blærer og høj feber. I værste
tilfælde kan man få vedvarende eksem. Både i Irland og Sverige
har man eksempler på, at planten på grund af sin gift hindrer
lystfiskeres adgang til at fiske i floderne.
Den indførte plantes udbredelsesmønster
I Kaukasus vokser stedets Kæmpe-Bjørneklo i højurtesamfundet i
det øvre skov-bælte i de vestlige bjerge i Kaukasus, hvor planten
gror på engområder, på lysninger og rydninger nær trægrænsen og
langs bjergbække. Bjørnekloen kom til Sverige i midten af 1800-tallet,
til England i slutningen af 1800-tallet og til Schweiz i 1890.
I Danmark omtales Kæmpe-Bjørnekloen allerede i 1807 i frøkataloger
fra Botanisk Have, hvor planten angives at stamme fra Krim eller
Kaukasus. Planten optræder senere i andre frøkataloger. Der findes
ellers flere sjove historier om, hvordan bjørnekloen menes at
være kommet til Danmark med det pakkemateriale, som Bissen og
Thorvaldsens statuer efter sigende skulle have været pakket ind
i under deres transport fra Rom. Thorvaldsens statuer kom til
København i 1838, og frøskærmene skulle herefter være blevet smidt
i havnen, hvorefter planten skulle have bredt sig langs Øresund
og Skåne. Der er dog formentlig ingen hold i disse historier.
Det er mere sandsynligt, at planten efter introduktionen til danske
haver og parker senere bredte sig ud i den danske natur.
I 1983 konstaterede Fredningsstyrelsen at planten havde spredt
sig til alle dele af landet, og fandtes på alle jordtyper, også
lette vestjyske sandjorde. I Botanisk Forenings verserende Atlas-undersøgelse,
hvor 5 gange 5 km ruder registreres, er der fundet Kæmpe-Bjørneklo
i alle de indtil videre registrerede ruder. Der er nu registreret
i hvert fald 300-400 ruder, som er jævnt fordelt over hele landet.
Denne registrering dokumenterer plantens store udbredelse i Danmark,
og planten er i dag et problem i hele Nord-, Vest- og Centraleuropa,
hvor man overalt har set den samme udvikling i udbredelsen.
Forskningsresultater fra Tjekkiet tyder på, at man kan opdele
udbredelsesmønstret i tre perioder. Den første periode går fra
indførelsen i forrige århundrede og 50-70 eller 100 år frem, hvor
planten trives på få lokaliteter – hovedsagelig i planteskoler
og botaniske haver, hvortil den blev indført.
I den efterfølgende periode begynder planten pludselig at sprede
sig voldsomt og begynder at invadere naturlige plantesamfund.
I denne periode spredes planten til flod- og å-bredder og ender
med at være enerådende på de lokaliteter, hvor der ikke sættes
ind over for planten. I denne periode går det især ud over de
i forvejen trængte ånære eng- og moseområder.
De fleste vil sikkert også huske, hvordan bjørnekloens store tørrede
skærme i 60’erne og 70’erne blev transporteret hjem på taget af
bilen som pynt til stue- væggen. I Maglemosen ved Vedbæk blev
bjørnekloens frøskærme sågar produceret til salg i ANVA i København.
I folks iver efter at pryde stuen blev planten desuden spredt
til vejkanter, lossepladser osv. Og det var ikke kun danskere
der dyrkede denne uskik – også svenskerne var med på moden!
I østlandene er Kæmpe-Bjørneklo blevet brugt til ensilage, og
ved Statens Planteavlsforsøg lavede man omkring 1930 forsøg med
dyrkning af Kæmpe-Bjørneklo med henblik på ensilering. Forsøget
blev dog ikke ført ud i praksis.
Videnskabelige undersøgelser fra Tjekkiet og Storbritannien har
vist, at den indledende spredning og konsolidering langs åbredder
bliver efterfulgt af den tredje periode, hvor der sker en eksponentiel
stigning i udbredelsen. Denne udbredelse sker ind i det generelle
landskab væk fra å-bredderne, og præferencen for ådalene udviskes.
Meget tyder desværre på, at det er det samme billede, vi ser i
dag i Danmark. F.eks. ved Hårby Å på Fyn, hvor bjørnekloen breder
sig op over de høje ådalsskrænter til kanterne af markerne ovenfor
og derfra videre ind på eventuelle brakmarker. Dette er f.eks.
tilfældet ved Strandby ved Hårby Å. Samme mønster ses også ved
Odense Å, hvor hegn og brakmarker invaderes længere og længere
væk fra åen. Forskningsresultater tyder også på, at så snart planten
er etableret i en bestemt habitattype, spredes den eksponentielt
uafhængig af vegeta-tionstypen.
Det er vigtigt at kende dette generelle udbredelsesmønster for
at kunne vurdere plantens spredningsmuligheder og dermed dens
potentielle trussel mod den oprindelige natur. Kæmpe-Bjørnekloen
har i dag spredt sig til så forskellige biotoper som enge, moser,
vejgrøfter, diger, markhegn, strandområder, skovbryn og skovlysninger,
skove, overdrev, grusgrave, heder og klitter – og er derfor en
trussel mod mange naturtyper. Nogle har ment, at planten kun trives
i våde og næringsrige områder. Det er nok rigtigt, at planten
trives bedst disse steder, men desværre kan den også gro og sætte
frø på tørre og næringsfattige steder. F.eks træffes planten på
overdrevsarealerne i Jordløse Bakker, i klit- og hedeområder ved
Bulbjerg og i fynske grusgravsområder. I en skov ved Skårup Strand
på Sydfyn er der også observeret en meterhøj underskov af Kæmpe-bjørneklo
inde i en gran- og bøgeskov. Kæmpe-Bjørneklo i skove kendes også
fra Sverige og Skotland. Langs skovstier blomstrer bjørnekloen
fint mens den i mørkere dele af skoven kun sjældent sætter blomster.
Her danner den til gengæld en tæt monokultur i skovbunden, som
skygger for nyopvækst af træer.
Frøene er ret modstandsdygtige over for saltvand, og frø, som
er blæst ud i vandet, kan føres langs kysten, hvor de ved højvande
kan nå nye voksesteder langs de fynske strande.