Af John Frisenvænge
Det er ofte svært at se skoven for bare træer. Man ønsker at beskrive
skoven, men ender med at tælle træer, svampe, urter og buske.
Urskovene forsvinder ikke blot i troperne; men også herhjemme
har skovens dyre- og planteliv det skidt. Danmark har et mål om
fordobling af skovarealet i løbet af ca. 80 år, og den danske
skov skal være mere rig og naturlig. F.eks. er den ekstensivt
drevne Longelse Bondegårdsskov på Langeland udlagt til urørt skov,
der skal udvikle sig til urskov. Men hvor findes skovens værdifulde
bevoksninger. Hvordan sikres mest mulig natur for pengene ved
udlægning af urørt skov. Resten af skoven skulle også gerne drives
mere hensynsfuldt. Hvordan dokumenteres, at skovdriften tager
hensyn til naturværdierne. Hvordan kan forbrugerne fremme udviklingen
ved at købe det rigtige træ.
Det rådes der for. Først i Sverige og siden i Danmark har bl.a.
Verdensnaturfonden og Nepenthes arbejdet på et system til at foretage
en bred vurdering af skoves naturværdi. Naturtilstanden af skovens
forskellige dele skal ideelt vurderes for sig, og hensynene indgå
i driftsplanlægningen på linje med økonomiske hensyn. Det kan
f.eks. være bevarelse af vådområder og gamle træstammer. Et certifikat
giver den kritiske forbruger mulighed for at købe varer fra skove,
der drives under hensyntagen til naturen. Tømmer skal fremover
være bæredygtigt på mere end én måde.
Natur & Ungdom sætter i 1997-98 fokus på skoven og opfordrer alle
sine medlemmer til at lave undersøgelser og aktiviteter i skov.
Til det brug har Natur & Ungdom tilpasset Nepenthes’ system, så
medlemmerne og andre kan bruge det til at beskrive naturværdierne
i skoven. En beskrivelse af skovenes mangfoldighed kan bruges
til at højne bevidstheden om, hvad en mere rig og naturlig skov
indebærer.
Forskningscenter for Skov og Landskab har påvist, at folks opfattelse
af skoven og naturen afhænger af, hvor godt informerede de er.
F.eks. er en højstammet bøgeskov ikke specielt rig på fugle- og
planteliv, men mange opfatter den som indbegrebet af selve skoven.
Skoven er i dag hovedsagelig et produktionsanlæg, og de dominerende
træarter er plantet pga. deres økonomiske værdi. Bevoksningerne
domineres typisk af rødgran (tømmer, papir, spånplader), sitka
(bygningstømmer), ædelgran (møbler, pæle), bøg (møbler, redskaber,
finérplader, brænde), eg (bygnings-, møbel- og redskabstræ), ask
(skafter, møbler, gulve) og ahorn (anvendelse som bøg). Desuden
plantes bjergfyr i hede- og klitplantager for at skabe læ til
mere værdifulde træarter, hvortil kommer pyntegrønt- og juletræskulturer
(bl.a. nobilis og nordmannsgran).
Der er flere fugle, insekter osv. tilknyttet hjemmehørende arter
af træer end indførte. F.eks. består stort set alle nåletræsbevoksninger
af indførte arter fra Mellemeuropa og Nordamerika. Kun skovfyr
(bygningstømmer), taks (tidl. anvendt til buer) og enebær (hegning,
røgbrænde) er hjemmehørende i Danmark. Af løvtræerne er ahorn
og nogle pile- og poppelarter indførte. De fleste andre træarter
vokser vildt i skoven, omend skovbryn og hegn oftest er plantede.
Traditionelt har man brugt mange flere træer og buske til bær-
og nøddeproduktion, medicin, kæppe (hassel) osv. De i dag mest
varierede skove er ofte stævnings- og bondegårdsskove, der med
en ekstensiv drift har vokset på samme sted i århundreder. Derimod
er de fleste højskove plantet på agerjord, heder m.v., efter at
Danmarks skovareal for 200 år siden var reduceret til under 2%
af landarealet.
At forsøge at beskrive skovens mangfoldighed (diversitet) ved
at tælle træer og urter (klassiske diversitetsmål) er en besværlig
og ikke særlig dækkende måde. Mangfoldigheden stiger med træernes
alder, artsrigdom, fugtighed og forekomsten af døde træer; men
også af dens omgivelser og forhistorie. Ideen er at se på, hvilke
forhold, der skal være opfyldt, for at man kan forvente et stort
antal arter, herunder sjældne, snarere end at prøve at finde flest
mulige sjældne arter.
Bevoksningens generelle karakter udgøres af aldersfordelingen,
træartssammensætningen og bevoksningens placering i landskabet
i øvrigt. Bl.a. kan man i en beskrivelse af bevoksningens generelle
karakter se på, om der kun forekommer nåletræer, eller den alene
består af lige gamle bøgetræer. Monokulturer er generelt mere
fattige på urte-, insekt-, fugle- og andre arter end blandede
bevoksninger, og jo flere træarter des bedre. Store træer – helst
løvtræer – vidner om, at der har været tid til udvikling af et
rigt dyre- og plantesamfund. Gamle varierede bevoksninger er en
sjældenhed. Skovbryn er ofte artsrige med bærbuske, skjul osv.,
og hvis skoven grænser til eng, kan den rumme arter, der kræver
begge slags levesteder sammen (f.eks. mange paddearter). Endelig
har det betydning, om bevoksningen er drænet.
Bevoksningens struktur afhænger bl.a. af, hvor meget lys træerne
slipper igennem. Under bøgetræer vokser urterne kun før løvspring,
mens eg slipper mere lys igennem. I en naturlig løvskov kan der
være flere etager: kronelaget, busk-/opvækstlag og urtelag. Stor
variation i de store træers diameter eller lysbrønde i kronelaget
tyder på, at skoven ikke drives økonomisk optimalt men mere ekstensivt.
Bevoksningens levende træer udgør den største del af vedmassen.
Store og gamle træer tyder på en ekstensiv drift, da gavntræer
normalt fældes i en for dem ung alder. Omdriftstiderne er typisk
omkring halvdelen af den potentielle levetid. Også meget gamle
nåletræer er et godt tegn, idet bevoksningen da vil være ældre
end den forstmæssigt rentable. Større eksemplarer af arter som
lind, spidsløn, vildæble, avnbøg, elm, navr, kristtorn, taks,
hassel, ene, solbær og ribs finder man heller ikke ret tit. Variation
i bevoksningen med indblanding af enkelte nåletræer i løvbevoksning
eller løv i nål er ligeledes godt for dyre- og plantelivet. Større
samlinger af visse træarter som hassel er sjældne. Snyltere som
skælrod vil med større sandsynlighed findes i større samlinger
af værtstræet. Endelig vil bredkronede træer vidne om en fortid
som overdrev eller græsningsskov.
En rig vegetation af mosser, laver og urter er i sig selv og med
tilknyttede insekter og svampe en del af mangfoldigheden og et
tegn på ekstensiv drift. Lysninger giver plads til lyskrævende
græsser og urter, og stor artsvariation vidner om varierede jordbundsforhold.
Tilsvarende er et varieret dyreliv med mange småfugle, redehuller,
ræve- og grævlingegrave også tegn på, at fødekæden med urter,
insekter, smågnavere og rovdyr er varieret, ligesom der er de
fornødne skjul.
Døende træer og dødt ved – liggende eller stående – huser en rig
insektfauna, hulrugende fugle, svampe, salamandre m.v. På uskyggede
stammer vokser tillige mosser og laver. Desuden vidner henrådnende
stammer om ekstensiv drift gennem lang tid.
Skoven karakteriseres også af tegn på menneskelig indflydelse
udover vedproduktionen. Kulturhistoriske levn som gravhøje, stendiger
og tegn på stævningsdrift er vigtige, idet de tidligere blev anset
for besværlige og fjernet. Stævningsskove rummer ofte en artsrig
flora, da de har stået på samme sted i lang tid. Desuden kan der
være kulturplanter tilknyttet fortidsminderne. Mere negativ kulturpåvirkning
ses, hvis der er stier overalt, motorkøretøjer og mountainbikes
i skoven. Megen menneskelig færdsel forstyrrer dyrelivet, og sporene
giver indtryk af en “nedslidt” natur. Omvendt er store områder
uden stier et positivt træk.
Endelig kan man se på, hvor varieret terrænet er, og forekomsten
af vandhuller, kildevæld, søer i lysåbne omgivelser og udrænede
områder. De fleste skove er placeret på dyrkningsmæssigt marginale
jorde, der ofte er fugtige. De almindeligste dyrkede træsorter
kræver tørre forhold, og en intensivt dyrket skov vil altid være
drænet. Vådområder bidrager væsentligt til skovens dyre- og planteliv,
og f.eks. naturligt slyngede vandløb i skov er næsten mere sjældent
end i åbent land. Kilder kan dertil rumme relikter fra andre klimaforhold.
Jeg håber med denne artikel at have bidraget til et større udbytte
af den næste skovtur. Hvis man gerne vil bruge systemet, der er
udformet som et “skovskema”, kan man henvende sig til Natur &
Ungdom, Klostermøllevej 48A, 8600 Skanderborg.