Ny fremragende fuglebog – med skønhedspletter
Af Mogens Ribo Petersen.
De fleste nyudgivelser “glimrer” dog ved at være fuldstændig ligegyldige,
og er som hovedregel “gammel vin på ny flaske”.
Endnu en bog med hovedvægt på feltbestemmelse af fugle gav derfor
mange skeptiske panderynker hos undertegnede, men man har jo lov
at blive positivt overrasket! Fugle i felten &endash; Feltbestemmelse af fuglene i Eu-ropa og Middelhavsområdet, er
ganske enkelt den hidtil bedste felthåndbog på det danske marked.
Forfatterne har brugt ikke mindre end 15 år på at gennemarbejde
denne bog, og overordnet set bør de kunne være tilfredse med resultatet
&endash; trods uforståelige sjuskefejl.
Tegningerne er små men med en detaljerigdom som er de fleste andre
bøger overlegen. Man har valgt at tegne og beskrive ikke mindre
end 850 arter, hvilket naturligt medfører at tegningerne må krympe
lidt, hvis der stadig skal være plads til bogen i lommen. Tegningerne
er naturtro &endash; f.eks. står jeg her endelig med en bog, hvor man kan se de detaljer,
der adskiller Hav- og Fjordterne i felten. I de fleste andre bøger
ser man 2 tilsyneladende ens terner &endash; og man må støtte sig til teksten for at for at få forklaret forskellen.
Det lykkes også fint at vise de forskelle, der adskiller svære
arter som Rør- og Kærsanger &endash; og ikke mindst gøres der opmærksom på, hvornår man ikke kan bruge
disse kendetegn!
Enkelte steder skuffer tegningerne dog lidt. Alle Musvåger er
ikke gråsorte med kun et svagt strejf af brunt, og en lidt uerfaren
bruger af bogen vil nok tænke på den meget sjældne Steppevåge,
som er afbilledet ved siden af, når han ser en af de utallige
Musvåger med nøddebrun underside. Til gengæld har man så valgt
at vise dragter, over- og underside konsekvent alle steder, hvor
det er relevant, og man har gjort det langt nemmere at studere
mågedragter ved hjælp af et lille skema, hvor man kan udelukke
ikke relevante dragter i forhold til årstiden.
De “gode gamle” pile, som kendes fra klassikeren Europas Fugle,
er genanvendt her, og man får et lynhurtigt overblik over de væsentligste
kendetegn.
Teksten er koncentreret om at beskrive den enkelte art &endash; dette burde måske være logisk, men her har man kogt indledningen
ned til kun 11 sider, mens man i andre feltbøger nemt slæber rundt
på 30-40 sider, som kunne være brugt mere fornuftigt til uddybende
tekster og bedre tegninger.
Når stort set samtlige arter, der er set i Europa og naboregionerne
skal beskrives, er det klart, at ikke alle detaljer gennemgås.
De grundlæggende kendetegn på arterne er beskrevet så kort som
muligt, og i stedet lægger forfatterne vægt på at beskrive de
forskelle &endash; og faldgrupper – der er i forhold til nært beslægtede arter.
F.eks. beskrives de til tider svære forskelle mellem Temmincks-
og Dværgryle grundigt, og man gør opmærksom på, at den lysbenede
Temmincksryle ofte har samme benfarve som Dværgryle pga. mudder.
Der lægges i stedet vægt på hoved- og rygtegninger, som ikke er
nær så påvirkelige af, hvor “velsoignerede” de små ryler er.
Meget svære arter som forskellen mellem Bjergpiber og Skærpiber
er beskrevet for kort til at være dækkende. Her hjælper tegningerne
med pile til de vigtigste kendetegn dog meget, men man må aldrig
undlade at læse anden litteratur &endash; og tage gode notater, når så vanskelig en art en sjælden gang
dukker op.
Man skulle tro, at 15 år var nok til at få læst grundig korrektur
inden bogen bragt til trykken. Dette er langt fra tilfældet.
Faktisk vrimler det med irriterende småfejl, som skæmmer billedet
af en ellers fremragende bog meget.
I flæng kan nævnes: Der er byttet om på malar- og skægstribe i
tegningerne i omslaget. Det anføres &endash; korrekt &endash; at Sandløberen mangler bagtå i forhold til andre vadefuglearter.
Sørme om der ikke vises tegninger af en fugl uden bagtå, og 2
fugle med denne lille detalje “klistret” på!
Forskellen mellem 3 trækkende Lomvier og en Alk i flokken illustreres
tydeligt med en lille tegning &endash; bortset fra, at det er den forkerte fugl, der er udpeget til
at være en Alk. Fjeldvåge og Kongeørn er byttet om, hvor de to
sammenlignes, og Bynkefugl findes ikke i registeret.
Trods irriterende fejl er der dog ingen tvivl om, at mine gamle
fuglebøger bliver sat på hylden, mens denne her får en fast plads
i jakkelommen. Så vil jeg blot håbe, at det alt for tynde omslag
er mere holdbart end det ser ud til.
Killian Mullarney, Lars Svensson og Dan Zetterström: Fugle i felten.
Feltbestemmelse af fuglene i Europa og Middelhavsområdet. Lindhardt
og Ringhof 1999, 400 pp. Ill. Hæftet. 298,- kr.
Genvej til kantarellerne
Af Bent Søby Madsen
Hellere én spisesvamp i kurven end ti svampebøger på hylden!
Dette kunne være mottoet for Politikens nyeste bog om spisesvampe,
Guide til Danmarks Svampelokaliteter, som forlaget har udgivet
i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening.
Det er de to kendte mykologer Henning Knudsen og Jan Vesterholt,
der har påtaget sig rollen som ciceroner for de mykofager, der
ikke selv har lyst til at snuse rundt i skovbunden på jagt efter
grydesvampe.
Bogen er den første af sin art i Danmark, og den beskriver 154
danske svampelokaliteter med lister over de enkelte skoves bestande
af såvel spiselige som bemærkelsesværdige ting.
I alt er 1300 svampe behandlet.
Desuden beskrives i kortere indledende afsnit svampenes systematik,
livsformer og fænologi, der gives regler for færdsel i naturen,
og svampeforskningens historie i Danmark berøres, ligesom beskyttelse
af svampene omtales.
Det er lykkes de to forfattere at sammenskrive en ganske smuk
bog, der til overflod er rigt illustreret med svampefotos og præcise
kort over de behandlede lokaliteter, men hvis man skal have fuldt
udbytte af oplysningerne bør man være forsynet med en hgwellsk
tidsmaskine; ganske mange af de noterede arter opgav ånden allerede
i forrige århundrede.
Desværre er mange af de spændende lokaliteter nemlig ikke længere
så gode, som deres rygte ellers burde tilsige. Det er f.eks. tilfældet
med Langesø Skovene ved Odense.
I bogen fortælles, at i en opgørelse over de arter, der var fundet
i skoven fra 1897 til 1963, viste det sig, at 28 arter hørte hjemme
på den danske rødliste. Tilsvarende er der siden 1989 kun fundet
syv arter på rødlisten, og kun én art var fælles for de to lister!
Det kunne tyde på, siger forfatterne, at forholdene for en række
svampe i skoven er blevet forværrede. En medvirkende årsag kan
være afdrivningen af et stort område omkring søen, hvor der tidligere
har været løvskov. Her voksede bl.a. Køllekantarel på et af sine
få danske voksesteder. Køllekantarel er i dag kun kendt fra Silkeborgskovene.
Undertegnede kan bevidne, at forfatternes mistanke om afdrivning
af store løvskovsarealer ikke er helt ved siden af; hvert efterår,
når svampesæsonen starter, er endnu et gammelt løvskovsområde
ændret til et areal med pyntegrønt (til EU’s overskudslager af
pyntegrønt?)
Til overflod har man for få år siden anlagt en grusbelagt “natursti”
ved søen, netop dér, hvor en af de største bestande af Kantareller
voksede. Nu kan man komme frem med barnevogne og bedstemødre;
til gengæld er der ikke mere at finde på stedet.
I alt 13 lokaliteter er behandlet mere eller mindre udførligt
fra Fyn, og i en skematisk opgørelse vises det, at det kun er
i Langesø, der vokser Kantareller.
Det passer dog ikke; hvad der derimod står til troende er, at
det kun er fra Langesø, at der er registreret Kantarel. Så der
er altså nye opdagelser at gøre for videnskabeligt interesserede…
Der er ingen grund til at tro, at udgivelsen baner en bred vej
for potentielle (dovne) svampefreaks, og at den afslører de hemmelige
steder, som man selv med flid og møje har opsnuset i årenes løb.
Man skal have øjnene med sig, hvis man skal kunne “aflæse” landskabet
for svampelokaliteter, og da folkeskolen jo ikke længere anser
det som sin mission at civilisere den medfødte naturtilstand,
så er der næppe håb om, eller fare for, om man vil, at en pædagogisk
indsats, der udkræver nogen selvstændighed, vil lykkes &endash; og således vil dem, der ved ihærdighed har lært sig at finde
og kende svampene nok også i fremtiden have langt de fleste for
sig selv, – trods guider og alskens hjælp.
Men bogen kan anbefales på det varmeste; der medfølger dog ikke
en garanti for, at man også finder svampene, dér, hvor de hævdes
at befinde sig.
Henning Knudsen og Jan Vesterholt: Politikens guide til Danmarks
Svampelokaliteter. Udgivet i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening.
Politikens Forlag 1999. 272 pp. Ill. Indb. 298,- kr.