Af Palle Jørum
Hvert år bliver der fundet biller på Fyn eller på øerne omkring Fyn, som er noget ud over det sædvanlige. I nogle tilfælde drejer det sig om arter der aldrig tidligere har været fundet i Fynsområdet, i andre tilfælde om arter som ikke har været fundet på Fyn i en længere årrække. Langt de fleste af disse fund vedrører ganske små arter som sjældent påkalder sig opmærksomhed uden for en snæver kreds af særligt billeinteresserede.
Men af og til hænder det at der dukker arter op, som i kraft af deres størrelse, udseende eller biologi burde kunne få også andre end de få “billefreaks” til at smide hvad de har i hænderne og styrte ud i naturen – der hvor tingene sker!
Jeg skal give et par eksempler fra de senere år.
Stor møggraver
I maj 1999 fandt jeg i Bobakker på Helnæs talrige eksemplarer af torbisten stor møggraver, Onthophagus vacca, en ca. 1 cm stor bille der lever af gødning, hovedsagelig kogødning. Arten forekommer især på tørre solåbne bakkedrag, hvor der er et varmt mikroklima. Onthophagus-arterne har en meget karakteristisk kropsform (fig. 1) hvilket gør dem let kendelige fra andre biller. Dækvingerne hos stor møggraver er rødgule med spredte sort-grønne pletter. Vi har 7 danske arter af møggravere, hvoraf O.vacca er den største; den kan dog forveksles med flere af de andre arter. En sikker adskillelse kan ske ved hjælp af Victor Hansens bog om torbister i Danmarks Fauna (Bd. 29: Biller VI; 1925).
Stor møggraver er en af de mange gødningstorbister der er gået stærkt tilbage i nyere tid. Fra før 1960 er arten fundet på 13 lokaliteter spredt over landet, men efter 1960 er den kun kendt fra Røsnæs (1965) og fra Samsø (1981 og senere) – og nu så altså også fra Helnæs. Arten var fra Fynsområdet fra ældre tid kendt fra Ærø og Ristinge Klint. I Rødliste 1997 er arten medtaget som en akut truet art.
Møggraverne hører ligesom skarnbasserne til de torbister der graver gødning ned i jorden som foder for deres larver. Hos møggraverne anlægges underjordiske, oftest forgrenede gangsystemer lige under gødningsklatten (fig. 2).Det er hunnen der udgraver gangene, mens hannen samler gødning over jorden, som han derefter giver videre til hunnen; hannen sørger også for at fjerne den jord, som hunnen udgraver. I gangene placerer hunnen med jævne mellemrum små gødningsklumper, hvori hun lægger æg, et æg i hver klump. Møggraverne hører således til de forholdsvis få biller, der har yngelpleje, i den forstand at de lægger et arbejde i at sikre afkommet næring og beskyttelse.
Stor møggraver er et typisk forårsdyr. Det er især i maj måned, man kan møde billen. Det er på denne tid af året, forplantningen foregår og gangsystemerne anlægges. Allerede fra juni måned bliver den voksne bille sjælden; nu foregår den videre udvikling under jorden, og næste forår kommer den nye generation af biller så frem.
Aksløber
Der har i nyere tid været meget langt mellem fundene af løbebillen Zabrus tenebrioides, der på dansk kaldes aksløber eller kornløber. Efter 1950 foreligger et fund fra Stubbekøbing i 1957 og et fund fra Næstvedegnen i 1977. Tidligere blev arten fundet ret ofte, og den har været anset som almindelig. Tilbagegangen gennem de senere årtier har været så markant at arten i Rødliste 1997 er anført som akut truet. Men nu foreligger der flere nye fund af arten – således bl.a. en række observationer fra det sydlige Langeland. Selv har jeg taget den i antal ved Humble i 2001.
Mens de fleste løbebiller er rovdyr, så er aksløber helt overvejende en planteæder. Føden består af forskellige græsarter, herunder kornsorterne – især hvede. Billen æder såvel de spæde planter som frøene på aksene.
Den voksne bille kommer frem i slutningen af juni eller begyndelsen af juli og kan derefter findes sommeren igennem. Om dagen skjuler den sig under sten, jordknolde eller i græstuer o.lign., men om natten er den aktiv og kravler da op på græsstråene hvor den fortærer de unge kerner.
Forplantningen foregår i løbet af sommeren. Billerne lægger æg i jorden, og larverne klækkes efter ca. 2 ugers forløb. Larverne anlægger op til 40 cm dybe, lodrette gange i jorden, hvor de opholder sig om dagen. Om natten begnaver de foderplanterne, og en del af det afgnavede bladmateriale trækkes med ned i gangene, hvor larverne samler sig et forråd. I vinterafgrøder kan larvernes fouragering sætte sig markante spor – bladene på de begnavede planter får et karakteristisk “forpjusket” udseende (fig. 4), og ved stærke angreb kan planterne blive helt nedgnavede. Larveudviklingen fortsætter vinteren igennem, og forpupningen finder sted det efterfølgende forår.
Hvor aksløberen optræder i stort tal på kornmarker, kan den gøre en del skade på afgrøderne. Tilbagegangen for arten hænger formentlig sammen med anvendelsen af insekticider. Årsagen til den nuværende næsten eksplosive fremgang for arten er det vel endnu for tidligt at sige noget sikkert om – men mon ikke de senere års stadigt varmere klima er en væsentlig årsag ? Arten befinder sig hos os ved nordgrænsen af sit udbredelsesområde; den er således fra Skandinavien kun kendt fra Skåne.