Af Heine Laursen
Medens Midtfynsfestivalen blev afviklet i ankelhøjt mudder og de danskere, som ikke ønskede at blive høreskadede gik rundt i regnvejret og var sure over sommeren, var vi på Island i den islandske
højsommer med dagtemperaturer, der lå omkring de 18 grader celcius de fleste dage og med solskin, der lokkede folk til at smide skjorten.
Vi ville opleve en natur, som ikke findes ret mange steder på jorden. Allerede da vi kørte fra Keflavik til Reykjavik så vi, at mange områder var blå, idet store arealer var dækket af blå lupiner. Det var overalt på Island vi så områder dækket med Blå Lupiner Lupinus nootkatensis, frøene var spredt ud fra flyvemaskine for at forbedre jorden med de kvælstofknolde som rødderne bærer, og når lupinerne visner giver de humus til jorden.
Men ellers var det første stykke vi passerede dækket af knoldet lava som igen var dækket af gråmos og lav. Det er almindeligt på Island, at den ældre lava er dækket af dette grå lag som nogle steder er som et tykt tæppe. Den nyere lava, hvoraf det yngste er fra midten af 1980erne, ligger stadig hen som slagger fra afbrændte kul uden nogen bevoksning.
Da vi kom op i højden, 900 til 1000 meter, var lava- og askemarkerne næsten bare, men alligevel så vi spredt ud over landskabet farvestrålende blomster med minimal vækst. Der var Engelsk Græs Armeria maritima, kun 2 cm høj og kun en eller to blomster i hver tue. Og så var der noget som på afstand lignede spredte røde sten, det var Tue Limurt Silene acaulis, der var meget smuk i dette barske landskab. Nogle steder stod de tæt ved snelejer.
I et landskab der lignede et stykke fra en western film fandt vi Alpetjærenellike Lychnes alpina, Kirtel Fjeldsimmer Dryas octopetala, og Bjerg-Løvefod Alchemilla alpina. Bjerg-løvefod er ret almindelig overalt, men også en større art var repræsenteret.
Den smukke lille blå Vibefedt Pinguicula vulgaris, fandtes også mange steder i mini størrelse.
Grønlandsk Gøgelilje Platanthera hyperborea, var i den sydøstlige lavere del af Island i nærheden af de store bræer, hvor også Sorttop Bartia alpina, fandtes.
På fugtig bund sås også Topspirende Pileurt Bistorta vivipara.
Kvanen, som på både Grønland og Færøerne blev dyrket i Kvangårde, på grund af deres store indhold af c-vitamin er almindelig på Island, dog i halv størrelse. Den er alle de steder som er fugtige eller som har stor luftfugtighed i nærheden af vandfaldene.
Sagaerne beretter at lavlandet var dækket af skov da vikingerne kom til landet. Nu er der kun lidt tilbage af den oprindelige skov. Skovgrænsen ligger ved 200-3000 meters højde. Der er ca. 2% skov på Island, men man gør meget for at øge arealet. Det er dog mest krat med krogede Birketræer i få meters højde blandet med Røn, Pil og Ene. I den sydlige del af Island planter man dog nåletræer.
Under istiden blev alt dyreliv udryddet, og på grund af øens isolerede beliggenhed har det været vanskeligt for nye dyrearter at indvandre. Polarræven er det dog lykkedes at komme til Island på drivisen fra Grønland, den findes i to farvevarianter, hvid og blå (sort), hvor vi så den sidste på fuglejagt i det sydlige Island. Vilde mink, som er undsluppet fra minkfarme findes desværre også ved kysterne. Rensdyr fra Norge blev indført i 1770, nogle tusinder lever i dag vildt i den østlige del af Island i området omkring Egilsstadir.
Engang imellem kan der komme en isbjørn sejlende til Island ude fra polarhavet, men den får ikke nogen lang levetid på Island, idet den hurtigt bliver skudt, det skete sidste gang i 1988. Rotter og mus er ufrivilligt blevet indført af mennesker. Der findes både husmus og skovmus. Men ellers er der ikke meget andet end de nævnte vildtlevende landpattedyr på øen.
Havpattedyr findes i stort antal langs de islandske kyster, med flere arter hvaler og sæler og også hvalrosser ses af og til. Sælerne omkring Island udgør 10% af verdens samlede sælbestand.
Fuglelivet er til gengæld overmåde rigt. Godt 240 arter er observeret i landet, og 73 arter yngler her.
På en sejltur i Skagafjordur, hvor vi sejlede fra Saudarkrokur ud til et par fuglefjelde så vi hvordan fuglene samler sig efter art i ghettoer, idet der på det lille fuglefjeld Drangey var Rider og Polarlomvier Uria lomvia, samt på den del som lå i højde med vandet var der rugende Edderfugle.
På den nærliggende ø, Malmey, var der Mallemukker og Svartbag..
Det samme fænomen så vi på Dyrholaey i nærheden af byen Vik i det sydlige Island. Her var der Lunder Fratercula artica, som man også kalder søpappegøjer på grund af deres farvestrålende næb.
De var særdeles talrige på en klippe, som vi kunne køre helt op på ad en smal snoet vej. De var meget tillidsfulde og man kunne komme ind på to meters afstand af dem før de flyttede sig. På en klippe lidt ude i vandet var der Rider og Lomvier og på en klippe lidt længere væk var der Suler Sula bassana.
Lige uden for hotellet i Vik så vi en Regnspove med unger der trippede rundt i det høje græs, og Strandskaderne gik en meter fra hotellets vindue og fandt insekter i græsset.
Dobbeltbekkasinen Gallinago gallinago, så og hørte vi mange steder når den med sine små vingefjer brægede sit visitkort ud over landskabet. Den var også uden for hotellet i Vik.
En almindelig fugl på Island er Vindrossel Turdus iliacus, som er næsten lige så almindelig der som Solsorten er hos os. På Island kalder de den skovdrossel, Skogartrostur.
Island bliver større og større. Hvert år er landet vokset med 1-2 cm i gennemsnit i længden. Nogle år sker der måske ingenting, men pludselig kan der ske den store rystelse, hvor revnen som deler Island gående fra Vestmannaeyer i SV over Myvatn i NØ og videre NØ over, pludselig øger en halv meter. Det sker som oftest i forbindelse med udbrud fra en eller flere af vulkanerne. Et af de største jordskælv de har haft i nyere tid var på 6,6 efter Richter-skalaen, men det hører til sjældenhederne.
I et museum i nærheden af Geysir var der et museum hvor man kunne stå på en plade i gulvet og blive udsat for jordskælv i størrelse 5,1 efter Richter-skalaen. Det var ganske kraftigt, og når man ved at styrke 6 er 10 gange stærkere end styrke 5, forstår man lidt bedre hvor slemt det var.
Et par af de før omtalte revner i Island var vi på besøg ved, det var et sælsomt syn når man ved med hvilke veer de bliver født.
Der er ca. 12.000 km vej på Island. De store veje er oftest asfalterede, men ellers er det veje som er belagt med knust lava eller knust basalt. Nogle er forfærdelige at køre på og jeg forstår godt hvorfor der er så mange firehjulstrukne biler på Island med meget store hjul. På den anden side er jeg imponeret over hvor meget en lille befolkning på 280.000 mennesker kan overkomme økonomisk i et land som er 2,5 gange så stort som Danmark. De har veje, mange flyvepladser, gode grundskoler, gymnasier, gode hospitaler og universitet og radio / TV-station.
Det er dyrt at leve på Island. Maden er næsten dobbelt så dyr som her i Danmark og spirituspriserne vil jeg slet ikke omtale. Men Islændingene arbejder også i flere job, de har alle overarbejde og mange arbejder i deres ferie for at få penge til de luksusgoder som vi andre her i Danmark betragter
som naturligt at eje.
I det SV hjørne af Island ligger landbrugsområdet med drivhusgartnerier, store kartoffelmarker og masser af græsmarker, som hjælper med til at lave hø til vinterfoder til deres 80.000 heste og 600.000 får.
De påstod, at de kunne dyrke kartofler nok til eget brug. I Hveragerdi så vi et gartneri med 40 drivhuse, som alle blev opvarmet med den geotermiske varme som Island er så rigt på. og som opvarmer de fleste af husene på Island. Elektricitet bliver lavet af de mange kraftværker i de rivende floder eller som vi så i Myvatn-området, hvor man har lavet 22 boringer ned i undergrunden og henter 200 grader varm damp op som bliver sendt til turbiner, der driver generatorerne. De skelnede meget mellem de meget varme kilder med temperaturer på ca. 200 grader eller den knapt så varme på 97 grader.
Nåh ja, og så var der den som vi var ude og bade i, som “kun” var på 36 grader, “Den blå lagune” i nærheden af Keflavik.