Af Henrik Tranberg (den gl. red. af FffF)
Poul Henrik Harritz (PHH), præsident for Dannmarks Naturfredningsforening (DN), leverede i FYNSK NATUR 2005:1 et vaskeægte bagholdsangreb på ”Floristiske fund fra Fyn” (FffF) – en artikelserie i samme naturmagasin, forfattet af Fynskredsen under Dansk Botanisk Forening (DBF) og i de senere år med undertegnede som ansvarshavende redaktør.
Jeg kan være såre enig med PHH i, at der er sket en individualisering af naturinteressen i den danske befolkning – uden tvivl i tråd med en lignende individualisering i det (ellers globaliserede) samfund, der danner rammen for resterne af denne interesse for naturhistorie. Men at opfatte FffF som eksponent for denne individualisering er helt ude i Øhavet: FffF har fra Fynskredsens side – i de senere år ledsaget af et mere essayagtigt indlæg i URT (DBF’s eget medlemsblad) – netop været i det mindste et forsøg på at følge den aktuelle fynske debat, præsentere naturområder, afspejle foreningsaktiviteter og præge miljødebatten, som PHH opfordrede til i det første nummer af FYNSK NATUR.
Det kan ske, at DBF’s ”alenlange oversigter over botaniske fund”, som PHH så nedladende titulerer FffF, burde være meddelt i en knap så anekdotisk stil, mindre artsorienteret, bedre illustreret, kortere eller bare slet ikke, men at komme med en så bagstræberisk kritik, som PHH gør det, er for sølle. Kæreste hr. præsident: Du burde i stedet have meddelt os dine botaniske iagttagelser fra Birkholm, for noget må du s’gu da ha’ set midt i Det Sydfynske Øhav, der ikke lige netop har fjer og kan flyve? ”Klæbrig Limurt” vil vi dog gerne selv se!
Selvfølgelig kan man opfatte et distriktsnyt fund af Prærie-Solsikke som intetsigende egoistisk hitjægeri, men man kunne også anlægge en mere positiv synsvinkel og betragte fundet som en bestanddel af en kommende plantegeografisk artikel om artens udbredelse i det fynske område – en artikeltype, som PHH pudsigt nok efterlyser (i det mindste på det ornitologiske område). Har PHH glemt, at for at forstå økosystemet Jorden må man kende dets bestanddele? Har PHH overset, at Atlas Flora Danica bliver et af vor moderne verdens vigtigste redskaber til at forstå, hvorfor det ikke kun er i New Orleans og omegn, at naturen – med Atlantis-lignende konsekvenser for homo sapiens – har slagside?
FffF har gennem årene viderebragt fund fra hundreder af naturinteresserede fynboer og andet godtfolk, ligesom der er bragt fund fra talrige ekskursioner, afholdt af de fynske og andre grønne foreninger – herunder gudhjælpemig endog DN! Hertil har undertegnede anset det for rimeligt at delagtiggøre de sagesløse læsere i, hvad de selvsamme år har bragt af floristiske fund i amtsligt og andet offentligt regi. Som en kuriositet kan det forresten afsløres, at redaktionen af FYNSK NATUR ved flere lejligheder har forsøgt at begrænse den – indrømmet – alt andet end knappe ordstrøm i FffF, hvilket dog er strandet på, at der stort set ingen andre indlæg har foreligget (enhver redaktørs mareridt).
Her kommer mægtige PHH søreme ind i billedet igen: Hvad om du havde bedt dine lokalkomitéer om at berige FYNSK NATUR med klip fra livets gang i den lidende, men trods alt endnu eksisterende fynske natur i stedet for en gang ulidelig brok på falderebet? På den anden side var det måske ikke blevet til noget alligevel, idet mange lokalkomitéer tilsyneladende stort set kun beskæftiger sig med at nedsvælge forskellige sorter af kaffe (og så ville artiklerne måske høre bedre hjemme i Ethiopisk Natur?). Og hvor var for øvrigt PHH’s artikel om den blåøjede taskenspringers fremrykning via pionérkrat omkring Mørkedyb?
Endelig bør det over for den menige læser af FYNSK NATUR nødvendigvis oplyses, at det realistisk set – i et frugtbart samarbejde med vor fremskridtsorienterede regering – er PHH, der trækker tæppet væk under den trykte udgave af FYNSK NATUR, idet DN’s fine folk på borgen i Københavnstrup har fjernet tilskudet til det fynske naturmagasin. Desværre fremgår det ydermere tydeligt af PHH’s afskedssalut, at han ligefrem med glæde lukker FYNSK NATUR – det er en skandale, hr. præsident! Man kan ganske vist sige meget positivt om internettet, men man kan ikke tage det med på lokummeret – dog kan man på internettet underlægge artiklen om Prærie-Solsikke med titelmelodien fra Bonanza!!
Til slut henvises til den botaniske artikel om Thurø Rev andetsteds i slutserenaden af FYNSK NATUR – en artikel, som PHH konkret beder om. Som tak efterlyser vi i DBF præsidentens positive og konstruktive bud på, hvordan de fynske grønne foreninger kommer videre i en ny og endnu mere moderne tid, hvor vi ud over den frembrusende individualisering af den uddøende naturinteresse også skal lære at samarbejde med vore mægtige sydjyske naboer??
!Animo, Pablo Enrique! (op med humøret, Poul Henrik!)