Dansk Botanisk Forening – Fynskredsen
Monnet på Tåsinge er en strandeng i særklasse. Stor nok til at man kan blive borte og yndet tumleplads for både fugle- og plantefolk.
Her har vi opdaget den sjældne Tangurt (Foto: Helle Judith Thomasen)
Har du lyst til at se vilde danske planter i alle former – fra farvestrålende, velduftende blomster til ydmyge mosser og sære svampe?
Så skulle du tage med os på tur. Vi ved, hvor de gode steder er. Her viser vi dig med glæde den fine botanik, vi endnu ejer.
Voderup Klint på Ærø er tre kæmpe trappetrin med en rigdom af planter og dyr. På denne forårstur viser Knud Nielsen os Vår-Star, Maj-Gøgeurt og andre skønheder, mens den sjældne bille Stor Guldløber måtte vente til en anden gang (Foto Carsten Hunding)
Der er ikke megen vild natur på Fyn. Med rette kaldes øen for Danmarks køkkenhave. Hver en stump af den gode muld har længe følt plov eller hakke på denne tætbefolkede ø. Vi tager dig med til de sjældne planters skjulesteder. Du kan selv være med til at finde dem i vores nye projekt “Eventyrlig flora”.
Henrik Staun beretter levende og fyndigt om de mange etager i Vester Skerninge Præstegårdsskov:
Høje, statelige ege, stævnede hasler og solidt bunddække af Ramsløg
(Foto: Carsten Hunding)
Om vinteren fortæller vi selv eller folk udefra om spændende botanik, både den hjemlige og den vi møder på ferierejsen til varme eller kolde lande.
Blandt gule myrers tuer og timeglas-formede tjørne på Romsø’s dådyr-græssede overdrev (Foto: Carsten Hunding)
Du er altid velkommen til at tage med på en tur eller deltage i et floraeventyr en mørk vinteraften. Så kan du se, om du vil have mere.
Som noget nyt afholder vi kurser, hvor du kan øve dig i at bestemme svære planter eller nyde at fotografere, tegne eller male fynsk botanik.
Her i Mai-Britt Schultz’s lyse atelier fik vi gode tegneråd og nyttige maletips af billedkunstnerne Aksel Hansen og Poul V. Rasmussen (Foto: Carsten Hunding)
Er du medlem af Fynskredsen, kan du deltage i alle de arrangementer, Dansk Botanisk Forening tilbyder. Hovedforeningen dækker Sjælland og Bornholm og der er kredse på Fyn og i Jylland. Desuden får du bladet URT fire gange årligt og modtager nyheds-mails om Foreningens mangeartede aktiviteter.
Fynskredsen kommer også uden for øen. Her er vi i vestjyske Vrøgum Kær og leder efter småbitte planter som Spæd Mælkeurt og Loppe-Star. Endnu engang har Henrik Tranberg (iført camouflage-kasket) med vægtig viden og enorm energi sørget for enestående botaniske oplevelser (Foto: Carsten Hunding)
Dansk Botanisk Forening afholder hvert år i juni måned De Vilde Blomsters Dag. Denne dag er der flere hundrede ture i alle de nordiske lande.
De Vilde Blomsters Dag blev i 2010 et sandt tilløbsstykke i Rødme Svinehaver med mere end 100 beundrere af flere tusinde Guldblomme og Fyns største bestand af Plettet Gøgeurt (Foto: Carsten Hunding)
Siden 2008 har Fynskredsens medlemmer været på udkig efter “Årets fynske Urt”. Hvor vokser den og hvor mange er der?
I 2016 er det Sanikel
Sanikel
Foto: Carsten Hunding
I 2014 og 2015 var det Engblomme.
Engblomme
Foto: Frede ÿstergaard Andersen
– i 2013 var det Blå Anemone
Blå Anemone (Foto: Carsten Hunding)
– i 2012 var det Maj-Gøgeurt
Maj-Gøgeurt (Foto: Frede Østergaard Andersen)
– i 2011 var det Bakke Nellike
Bakke Nellike (Foto: Carsten Hunding)
– i 2010 var det Blåklokke eller Liden Klokke
Blåklokke eller Liden Klokke (Foto: Carsten Hunding)
– i 2009 Blæresmælde
Blæresmælde (Foto: Carsten Hunding)
– og i 2008 var det Almindelig Torskemund
Almindelig Torskemund (Foto: Carsten Hunding)
Skriv om dine nye fund af Engblomme og af “Årets fynske Urt 2013”: Blå Anemone til Henrik Tranberg: e-mail: fugleroeveren@sol.dk, Bülowsvej 4, 5230 Odense M eller ring tlf 6613 2541. Fortæl med ord, kort eller UTM koordinater, hvor du har fundet planten, hvornår og hvor mange der var.
Henrik viser resultatet af opdagelserne ved den årlige generalforsamling.
Vil du vide mere, så kontakt Fynskredsens formand, Lars Christiansen, e-mail 9407@interflora.dk, mobil 2391 5566 eller kig ind på hjemmesiden www.botaniskforening.dk
Per Jørgensen køber jord, som han passer og plejer, indtil orkidéer og andre fine planter atter skyder op. Med lys kasket fører han os ud over engen (Foto: Carsten Hunding)