Fremgang for sjældne fynske fugle
Af Per Rasmussen
Mange fuglearter er pressede af udviklingen i det danske landskab. Men enkelte kan hjælpes ved simpelthen at opsætte redekasser på de rigtige steder. To meget forskellige arter der begge har haft fremgang p.g.a. opsatte redekasser er Hvinand og Slørugle.
Hvinanden yngler typisk i hule træer ved skovsøer. I Danmark har arten sin hovedudbredelse på Nordsjælland. Bestanden tæller omkring 90 par, og den begrænsende faktor for bestanden er mangel på egnede redemuligheder. Næsten hele bestanden yngler i opsatte redekasser. På Fyn har vi de seneste år haft en mindre bestand i Tarup Grusgrave. Sidste år var der her 2 ynglepar, med tilsammen 24 ællinger. I år er ungeproduktionen betydelig ringere, men tilgengæld har hele 5 par forsøgt yngle. Alle i opsatte redekasser. Der er observeret mindst 3 kuld med hver 2 ællinger, mens yderligere 2 par har udvist yngleadfærd. Jeg har selv haft fornøjelsen af at stå med ællinger i hånden ved redekassen i min egen sø!
Arten føler sig uden tvivl godt tilpas i de revandede grusgravssøer, og redekasserne er sat op, så fremtiden ser lys ud.
Sløruglen er endnu en art der, langt om længe, ser ud til at gå frem i det fynske. Vi har i Slørugleprojektet sat rigtig mange redekasser op og håbet på at der snart ville komme fremgang. Men indtil i år har fremgangen gået uden om Fyn. Det var derfor en meget stor glæde at modtage en sms fra Tim Hesselballe ( THH ) en meget sen aften; Slørugle set, sandsynligvis på yngleplads! Da vi ( undertegnede og Kjeld Mejling ) senere tjekkede oplysningen kunne vi kun give THH ret, det var et ynglepar! Det var en stor oplevelse at sidde og drikke kaffe med gårdejeren, mens Sløruglerne fløj til med mus til ungerne! Og endnu engang at se hvor begejstret folk bliver når man fortæller dem at de har en sjælden ugle boende!
Og det var kun begyndelsen på en stor sæson… Få dage senere blev jeg ringet op fra Nordfyn; der var ugle i en af mine redekasser! Oplysningen blev tjekket, men desværre var der kun tale om en enlig Slørugle, men et sted skal det jo starte! Så blev jeg ringet op af Kjeld som var på de Sydfynske Øer; et nyt ynglepar var fundet i en redekasse! Det var stort, hele 5 ynglepar, det største antal i dette årtusinde! Det kan kun blive bedre de kommende år!
Slørugleunge klar til ringmærkning
Kjeld ringer den gode nyhed ud. Redekassen ses under taget.