Forekomst af Kaspisk og Middelhavsmåge i Fyns Amt

 

Forekomst af Kaspisk Måge og Middelhavsmåge i Fyns Amt

 

Der bliver dagligt indsamlet mængder af data om fuglene på Fyn, men det er ikke alle arter der er lige godt dækket. Som eksempel kan nævnes Kaspisk- og Middelhavsmåge. I dette efterår er arterne indtil videre set henholdsvis 7 og 0! gange. Til sammenligning kan det nævnes at tallene for Roskilde Amt er 97 og 74, ingen af tallene er dog ikke korrigeret for gengangere.

Hvad skyldes så denne store forskel? Er det forskelle i udbredelse, bestemmelsesmæssigeproblemer, eller bare det faktum at det drejer sig om måger?

 

Kaspisk Måge yngler i Rusland omkring det Kaspiske Hav til Sortehavet. Efter ynglesæsonen spredes fuglene mod syd og vest. Mange fugle følger floderne mod nordvest og ender i Østersøen. Arten har derfor også en sydøstlig udbredelse i Danmark, med flest fund på Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm. Især 1k-fuglene dominere, det er dog også dem der er klart nemmest at bestemme! Arten kan træffes fra midten af august og igennem vinteren, med et maksimum omkring starten af oktober.

 

Middelhavsmåge yngler, som navnet antyder, især omkring Middelhavet. Spredningen mod nord sker lidt tidligere end Kaspisk Måge, og forekomsten topper i september. Kun få fugle overvintre i Danmark. Arten træffes typisk på den Jyske vestkyst og omkring Østesøen. Begge arter er set i pæne tal i Bagenkop Havn.


Kaspisk Måge 1k ( fugl i sit første kalenderår )
Foto: Jacob Sterup Andersen

Hvor skal man lede?

De mest oplagte steder er hvor der er mange måger samlet, typisk fiskerihavne. Her kan man også komme tæt på fuglene når de raster. Desværre er det gået meget tilbage for fiskeriet i farvandet omkring Fyn, så det er snart et sælsyn at se en havn med fiskefartøjer. Oplagte steder er f.eks. Nyborg, Kerteminde, Svendborg, Fåborg, Rudkøbing og Bagenkop havne. Det er iøvrigt yderst påfaldende at der ikke er en eneste obs. fra Bagenkop i år, det er ellers her man ser flest af begge arter. Har der ikke været fuglekikkere her i år?

 

Hvad med bestemmelsen?

I de gængse feltbøger f.eks. Fugle i Felten, er beskrivelserne ikke de bedste, så hvis man vil lære at bestemme Kaspisk- og Middelhavsmåge må man ty til andre kilder. Nummer et er selvfølgelig Klaus Malling Olsens ”Gull of North America, Europe and Asia”, men den er også temmelig dyr og ikke særlig handy at have med i felten. Hvis man ikke er ”mågefreak” er der heldigvis også andre måder at lære kendetegnene på. Hjemmesiden netfugl.dk indeholder en stadig voksende mængde billeder af begge arter, mange gange også med gode kommentarer af bla. Klaus Malling Olsen. Desuden er der en udførlig beskrivelse under punktet ” håndbogs opdatering”.

 

Tag ud og kikke på måger!

Grunden til at så få Kaspisk- og Middelhavsmåge ses på Fyn kan ikke være p.g.a. deres udbredelse, så mon ikke det skyldes den beklagelige mangel på interesse for måger? Jeg hører i hvert fald tit at folk ikke gider tjekke mågeflokkene igennem, for det er jo ”bare” måger! Det kan ikke være mere forkert! Ganske vist kan de store måger være svære at bestemme, men det gør det jo kun mere spændende. Og efterhånden som man ser flere og flere af de mere sjældne arter, bliver bestemmelsen kun lettere ( som ved alle andre arter ). F.eks. kan Kaspisk Måge stort set bestemmes på jizzet alene.

Så det er bare om at komme igang!

Hvem finder årets første Middelhavsmåge, og hvem siger at der ikke kunne gemme sig en Ringnæbbet Måge et eller andet sted på Fyn, når den nu kan dukke op i Nærum Gadekær i København!