2005#1: En regnsaftig insektaften ved Oure

af Oure Idrætsgymnasiums biologihold højniveau

Tirsdag den 28. september 2004 drog biologi-højniveauholdet fra Oure Idrætsgymnasium ud på Oure Mark ved Vejstruplund på Sydfyn for at artsbestemme og indfange et fåtal af de natsværmere, der fløj omkring ved aftentide.

Aftenen var perfekt til natsommerfugleobservationer, da et lavtryk passerede, og temperaturen sneg sig op omkring 10-12oC. Det eneste problem var, at med lavtrykket fulgte et massivt regnvejr, som gjorde, at vi måtte afbryde observationerne noget tidligere end planlagt.

Indfangningen foregik ved hjælp af to forskellige metoder. Den ene var sukker-lokning, den anden lyslokning. Sukker-lokning består i, at man lokker natsværmerne med reb vædet i en sukkermættet rødvinsopløsning. Natsværmerne sætter sig på rebet, drikker af saften og bliver halvbedøvede, så de er lige til at plukke. Lys-lokning foregår ved hjælp af et specielt lysstofrør, som udsender uv-stråler, der tiltrækker insekterne.

Vi observerede ialt 15 forskellige natsværmere og i det nedenstående, har vi beskrevet nogle af de arter, vi så på denne regnfulde aften.

Det sorte C (Xestia c-nigrum)
Det sorte C er en af de meget almindelige natsværmere i Danmark. Den kan leve overalt i meget forskellige miljøer. Arten har fået sit navn efter det karakteristiske kendetegn i kanten af vingen, hvor en lys plet sammen med en mørk baggrundsfarve danner et mørkt C. Resten af dyret kan variere meget i grundfarven fra mørkeblå til grå/brun og af og til rødbrun. Arten har en vingespænd på mellem 35-45 mm.
Det sorte C har to generationer i den sydlige del af artens udbredelsesområde. Generationen i august til september har den største mængde dyr – typisk i varme år. I forhold til hvor hyppigst forekommende det store C er, lægger arten ikke ret mange æg af gangen. Larven lever på lavt voksende planter og kan have varierende farve. Den har lyse længdelinier, en bred lys fodlinie. Arten overvintrer som larve og lever på mange forskellige planter bl.a. nælde.

Husmoderuglen (Scolioptiryx libatrix)
Natsværmeren Scolioptiryx lipatrix hedder på dansk husmoderuglen, fordi den ofte findes i spisekamre, udestuer og bryggerser pga. den kølige temperatur, hvor arten kan overvintre. Nogle gange findes arten i så store mængder, at de ligger oven på hinanden. Fra England er der en historie om, at det har lykkedes dem at stoppe et kirkeur pga. den store mængde.
Husmoderuglen er almindelig i Danmark og er fundet i hele Europa, Nordafrika, østover til Korea og Japan, samt i Nordamerika. Artens værtsplante er bl.a. pil og popler, hvor larven forpupper sig mellem nogle sammenspundne blade. Som voksen er husmoderuglen en meget forsigtig flyver, der kan flyve i ca. et år lige indtil næste generation udklækkes.
Husmoderuglen hører til underfamilien Calpinae. Denne underfamilie er karakteriseret ved, at sugesnabelen er stærkt kitiniseret og tilspidset. Dette gør, at sugesnabelen kan trænge gennem kraftige frugtskaller eller huden på et pattedyr. I tropene er det flere arter som kan gøre stor skade på frugt. De fjerformede antenner er forbeholdt hannerne. Disse antenner er lugteorganer, som hjælper sommerfuglehannerne med at finde frem til hunnerne. Hunnerne behøver til gengæld bare at udskille feromoner, så bliver de fundet af hannerne. Husmoderuglen har et vingespænd på 39-45 mm.

Ugler er generelt ret kedelige brune nat-sommerfugle, selv om bagvingerne ofte er farvede. Det forreste af deres vinger er normalt lysebrune dog med nogle rødbrune felter. Kombineret med nogle tydelige hvide linier og den stærkt bølgede vingekant kan husmoderuglen ikke forveksles med andre arter

Det specielle ved denne aftens sukkerlokning var, at husmoderuglen forekom i meget stort antal. Ved en optælling på de 45 snore, var der over 50 individer.

Satellituglen (Eupsilia transversa)
Satellituglens videnskabelige navn er Eupsilia transversa. Navnet har arten fået fra de to let genkendelige “satellitter”, som sidder lidt under midten på vingerne. Selve satellitten består af et nyremærke og to “drabanter”. Både drabanterne og nyremærket kan have vekslende farver mellem hvid og orange, og det kan forekomme, at drabanterne ikke altid har samme farve. Forvingernes farve er hovedsagelig rødbrune, og ind imellem kan der forekomme sorte eller sjældent mørkegrå plamager.

Larven kan findes på forskellige løvtræer og buske i maj og juni måned. Som larve bliver den betragtet som en kannibal-larve. Et eksempel på dette kommer fra en tysk samler, der har oplevet satellitlarven æde de andre larver, som den var sat i bur med, og derefter en del af sig selv. Når larven er fuldt udviklet forpupper den sig som en kokon i jorden og klækker i løbet af efter-året, hvor Satellituglen er meget almindelig fra midt i september til midt i november.

Pyramideuglen ( Amphipyra pyramidea)
Pyramideuglen har fået sit navn pga. den karakteristiske pyramideformede spids, som larven har bagtil.
Arten har et vingespænd på 40-52 mm. Forvingen er brun med mørk bestøvning. Ringmærket er lille med mørk kerne, mellemlinjerne er ternede og dobbelte med lys udfyldning. Bagvingen er rustrød og brunlig ved kanten.

Larven lever på alle mulige løvtræer og buske samt i skovbryn og kan findes fra midten af maj til midten af juni. Forpupningen sker i en puppe i jorden. Overvintringen finder sted som æg. Artens flyvetid er fra august til september/oktober.
Arten er udbredt over Europa bortset fra længst i nord og længst i syd, samt østover til Japan. I Danmark forekommer arten overalt, men er hovedsaglig talrig på øerne.

Gammauglen (Autographa gamma)
Gammauglen kendes let på den hvide y-lignende tegning på artens forvinge, som ligner det græske tegn for gamma. Heraf kommer også artsnavnet. Arten er både nat- og dagaktiv, og da den er stærkt blomstersøgende, kan den observeres i mange forskellige miljøer som f.eks skove, haver og andre blomsterrige steder. Gammauglen er udbredt over hele Europa, Nordafrika og i den nordlige del af Asien – helt til Stillehavskysten. I Danmark er Gammauglen almindelig udbredt i hele landet og forekommer i to markante udgaver. Den ene har en lilla-grå grundfarve, og er den farveform, som oftest ses. Den anden har en lilla-brun grundfarve og ses sjældnere i Danmark.
Arten er en træksommerfugl og kan under de rette omstændigheder optræde i en masseforekomst. Flyvetiden her i landet indledes i begyndelsen af maj med store indtræk af individer fra Sydeuropa. De indtrækkende dyr lægger æg på forskellige lave planter. Forpupningen sker i en løs kokon mellem nogle sammenspundne blade på værtsplanten. I løbet af juli klækker de nye voksne gammaugler, og flyvetiden strækker sig frem til slutningen af oktober.

Agatugle (Phlogophora meticulosa)
Den blev for første gang beskrevet i 1758 af Carl von Linné.
Størrelsen på agatuglen er ca. 45 – 50 mm. Vingerne er lange og smalle med en takket yderkant. Farven på vingerne lys beige, med et rosa skær. Det brune midtfelt på forreste del af vingen danner et tydeligt V, så den kan ikke forveksles med andre arter. Agatuglen findes mest på åbne steder og i haver og parker, den findes endda i byerne. Larven er grøn- brun i farven og har kraftige vinkeltegninger, den er endvidere gennemskinnelig. Agatuglen er på vingerne fra maj til oktober, dog ses arten mest i august og fremefter. Den lever mest på urterne nælde og tvetand. Arten findes i Europa og østover til Turkmenistan Kaukasus, samt i Nordafrika og Azorerne. Arten er kendt som et trækdyr.

Irisugle (Xylena vetusta)
Irisuglen var blandt de “bedre” dyr som blev registreret. Med sit vingespænd på mellem 50-62 mm er irisuglen blandt de større ugler. Forvingen har en lys gulbrun grundfarve, hvor den forreste del har en hvidgrå bestøvning, mens den bagerste del har nogle mere rødbrune felter.

Arten er registreret i hele Europa og øst-over mod Sibirien foruden Marokko og Libanon. I Danmark er arten udbredt i hele landet og forekommer typisk i fugtige skove og krat, hvor larvens værtsplante er forskellige løvtræer og lave planter. Arten er dog ikke særlig udbredt på Fyn og findes kun enkeltvis. Tilsyneladende har Irisuglen været i tilbagegang på Fyn de senere år. Forpupningen sker i en kokon i jorden, og arten klækker i begyndelsen af september. Irisuglen overvintrer som voksen og kan derfor ses igen efter overvintringen i marts-april og evt. begyndelsen af maj måned Arten er karakteriseret ved at, er vingerne foldet tæt omkring bagkroppen således, at den går ud i en spids, når arten sidder stille. På den måde ligner den en knækket kvist – en fortrinlig kamuflage.

Tekstkilder
Skinner,B.: Moth of the Britisk Isles.
Hoffmeyer,S.: De danske ugler
Hoffmeyer,S.: De danske spindere
Hoffmeyer,S.: De danske målere

http://www.toyen.uio.no/norlep/
http://cgi.ukmoths.force9.co.uk
http://www.funet.fi
http://www.leps.it