Af Palle Jørum
Sprogø ligger derude midt i Storebælt. Tidligere var den en ø på kun 38 ha og med en beliggenhed så isoleret, at den blev fundet velegnet til internering af kvinder der ved deres adfærd virkede provokerende på det omgivende samfund. Så her er mange unge piger i tidens løb blevet anbragt og gemt væk for alverden – nogle for aldrig at slippe væk derfra igen.
Sprogø ligger nogenlunde midt imellem Sjælland og Fyn. Rent administrativt hører den under Vestsjællands Amt, men zoogeografer er mere tilbøjelige til at se Sprogø som en del af det fynske ørige, og det er så baggrunden for omtalen her i Fynsk Natur.
I dag er Spogø et underligt misfoster. Kommer man ind på øen, kan man med lidt god vilje få et indtryk af den stemning af isolation og fredfyldthed, der må have gjort stort indtryk på fortidens indbyggere og besøgende. Men i næste øjeblik bliver ethvert stænk af nostalgi brat fjernet ved lyden af brølende biler, som i en stadig strøm passerer hen over øen – på den Storebæltsbro som siden 1998 har forvandlet Sprogø radikalt.
Forvandlingen gælder også naturforholdene. Anlæggelsen af broen og jernbanetunnelen indebar at øens areal blev forøget med godt 100 ha. Den nye del af Sprogø omfatter især store flade, overvejende græsbevoksede arealer mod nordøst. Med tiden vil en del af disse områder måske kunne udvikle sig til interessante overdrev.
I den sydøstlige del af øen findes et stort vadeområde, som ses tydeligt når man passerer over broen i bil. Her fouragerer flokke af vadefugle, og skarver holder til i stort tal. Vaden afgrænses mod vest af et græsareal neden for fyret, mod nord af broen med de tilgrænsende befæstninger, og mod syd af en sten- og sandtange. Vaden er dannet ved udfældning af overskudssediment fra anlægsarbejderne og giver mindelser om tilsvarende biotoptyper i det sønderjyske vadehav; vegetationen omfatter da også mange af de samme saltplanter som fx kveller, der gror i tætte bevoksninger.
I 2003 blev jeg af Sund og Bælt spurgt, om der var interesse for at foretage entomologiske undersøgelser på øen. Det kunne jeg straks svare bekræftende på, og siden har en kreds af insektfolk planlagt – og i 2004 i et vist omfang gennemført – registreringer af insekter på Sprogø. Det er planen at registreringsarbejdet skal fortsætte i de kommende år.
Allerede den første sæsons undersøgelser af billefaunaen på Sprogø har budt på mange spændende fund, som afgørende har forøget kendskabet til insektlivet i Fynsområdet.
Det er det nyopståede vadeområde i sydøst, der er den i særklasse mest interessante billebiotop på Sprogø – i det mindste bedømt ud fra den viden vi har i øjeblikket. Her findes et meget spændende samfund af saltelskende, ”underjordiske” biller, som man herhjemme kun finder magen til i tidevandszonen i Vadehavet. Det er et samfund, der domineres af rovbiller af slægten Bledius, og som i øvrigt i hovedsagen omfatter arter af løbebilleslægterne Dyschirius (tunnelløbere), Bembidion og Cillenus (glansløbere) samt af slægten Heterocerus (muldvarpebiller). Fælles for dem alle er at de det meste af tiden lever i gange, som de selv graver i jordbunden. Når man går en tur henover vaden, ser man enorme mængder af ”miniature-muldvarpeskud” – det er sand, som de tunnelgravende biller har fragtet op på overfladen i forbindelse med deres underjordiske entreprenørarbejde.
Både larverne og de voksne Bledius-biller lever af mikroskopiske alger, der kan danne tætte bevoksninger på vadens overflade. Billerne indsamler alger på overfladen og transporterer dem ned i deres gange, hvor algerne opmagasiners, indtil de skal spises. Den største af arterne er Bledius tricornis (5,5-7 mm), der kendes på sine smukke røde dækvinger. Hos hannen er hovedets forhjørner trukket ud i et par markante, fremadrettede horn, og fra midten af forbrystets forrand skyder et langt spidst horn frem foran hovedets forrand. Ellinor Bro Larsen studerede i 1930’erne biologien hos en række tunnelgravende biller på Skallingen, bl.a. hos Bledius tricornis. Hos denne art går gangene næsten lodret ned i sandet til en dybde på ca. 30 cm. Hver gang er forsynet med et særligt forrådskammer, hvor algerne opbevares, og desuden er gangen i forplantningsperioden udstyret med sidekamre, hvor hunnen lægger sine æg. Arten har vist sig at være yderst talrig på Sprogø, dels på den saltholdige vadebund, men også på spredt bevokset bund, der ikke overskylles af tidevandet. På vaden forekommer arten ikke på de helt nøgne sandaflejringer, men typisk på steder med ret åben vegetation af strandvejbred eller andre strandengsplanter.
På de helt nøgne flader, der har en stor udstrækning på Sprogø-vaden, er det andre Bledius-arter, der dominerer. Først og fremmest den ret store (5-6 mm), kraftige, brunfarvede Bledius bicornis. Denne art er først for ret få år siden indvandret her til landet og har hidtil været kendt fra marsken i Sønderjylland og fra Amager Fælled. På Sprogø er den yderst talrig. Sammen med den, men mindre talrigt, forekommer den lidt mindre og smallere Bledius diota, der har lyst gulbrune dækvinger. Gangsystemerne hos disse to arter er stærkt forgrenede, med ægkamre, men uden forrådskamre. Endelig har vi på vaden, sammen med Bl.diota og bicornis, fundet en hel del eksemplarer af en langt mindre Bledius-art, Bledius praetermissus. Denne art har hidtil kun været fundet på Skallingen og ved Emmerlev Klev.
Bledius-billerne har mange fjender. Først og fremmest blandt løbebiller af slægten Dyschirius – tunnelløbere. Bestemte Dyschirius-arter har deres foretrukne Bledius-arter som bytte. Således efterstræbes de store Bledius-arter som tricornis, bicornis og diota især af stor tunnelløber Dyschirius chalceus og salttunnelløber D.salinus. Den førstnævnte er meget sjælden og især kendt fra Vadehavet, men også fra Amager og fra Svinø. Arten har nu vist sig også at forekomme på Sprogø, endda i ret stort antal. Salttunnelløber er langt mere udbredt og almindelig på strandenge over det meste af landet.
Tunnelløberne er langstrakte, cylindriske biller, hvis slanke krop og kraftige graveben gør dem i stand til at forfølge Bledius-billerne ned i deres snævre gangsystemer, hvor de så ofte har held til at skaffe sig et nærende måltid.
Under et besøg i maj måned fandt vi på sandtangen nogle eksemplarer af løbebillen tidevandsglansløber Cillenus lateralis. Det var lidt af en sensation, for arten har hidtil kun været kendt fra Vadehavet – samt fra Vorsø i Horsens Fjord. Sidstnævnte sted blev der for nogle år siden gjort et meget opsigtsvækkende fund af arten, og nu viser det sig altså at den også har en population på Sprogø. Det ser ud til at bestanden i Horsens Fjord og på Sprogø afviger noget fra formen i Vadehavet – farven er markant mørkere hos de østdanske individer end hos dyrene på Vestkysten. Det kunne være interessant at få lavet DNA-undersøgelser for om muligt at få afgjort om de østdanske populationer er isolerede fra populationerne i Vadehavet. Arten lever på sandbanker, der jævnligt overskylles af tidevandet, og den lever bl.a. af Bledius. Samme sted som tidevandsglansløber fandt vi Bledius subniger i stort tal, så mon ikke denne her er det vigtigste byttedyr for tidevandsglansløberen ?
Og lad mig så slutte beretningen om biller fra Sprogø med en rigtig lille godbid: Under besøg i maj fandt vi en lille rovbille på vaden. Det viste sig at der er tale om en art, som aldrig tidligere er fundet her i landet. Den er fra Mellemeuropa netop kendt fra saltholdig bund, bla. er den fundet i Vadehavet syd for den dansk-tyske grænse. Navnet på billen er Tomoglossa heydemanni, og fundet understreger at Sprogø rummer en meget spændende insektfauna – de kommende års undersøgelser vil utvivlsomt bringe yderligere interessant for dagen.
Vaden på Sprogø er levested for mange arter af rovbiller af slægten Bledius, der kendes fra hinanden på bla. hornformede udvækster på hoved og forbryst. Bledius-billerne graver gange i sandet, hvori de anlægger forråd af alger, og hvor æggene lægges i særlige ægkamre.