Den sidste danske Havørn blev udryddet af en emsig skytte i 1919, og fuglen vendte ikke tilbage som dansk ynglefugl før 1995, da et enkelt par fik unger på vingerne. Havørnen er ikke den eneste rovfugl, der er udryddet af jægerne, især skytterne på de store godser, der heller ikke dengang tænkte på andet end økonomisk vinding og fasanopdræt for fornøjelsens skyld.
En af dem, der først og mest energisk kæmpede mod den overhåndtagende jagt og nedskydningen af fugle og dyr, der ikke passede ind i godsejernes landskabsbillede, var mag.scient Oluf Winge, der allerede i 1886 i sin bog ”Jægernes skadelige Dyr” gjorde opmærksom på problemerne ved jagten. Udgivelsen var en reaktion på, at Dansk Jagtforening blev stiftet samme år.
Oluf Winge havde i en årrække fulgt den såkaldte jagtsports udvikling, og hans værste anelser var ved at gå i opfyldelse. Den nystartede jagtforening uddelte rask væk skydepræmier til en række dyr og fugle, som man ønske udryddet. Især var man efter ørnene, Rød Glente, Stor Hornugle, Skarv, Rørhøg og Rørdrum – foruden Odderen.
Faktisk er en af årsagerne til, at Danmark gennem hele det 20. århundrede havde så få større fugle, der ynglede i landet, at de allesamnen var blevet dræbt af skytterne – især for at beskytte Fasan-opdrættet, der var et fast indslag i den indolente levevis som greverne og baronerne – også dengang – hengav sig til.
Foruden at dokumentere, hvordan bestanden af ynglefugle eller nyttige pattedyr, som jægerne betegnede som skadelige, gik kraftigt tilbage, diskuterer Oluf Winge en række af de centrale problemstillinger, der stadig har gyldighed. Er det rimeligt at dræbe dyr og fugle blot for fornøjelsens skyld? Kan rovdyr udrydde andre dyr – og hvorfor nytter det ikke at forfølge de fleste rovdyr? Hvad skal man forstå ved ”skadedyr”? Hvorfor kommer der ikke flere sangfugle, når man udrydder alle høgene – og hvorfor kommer der flere mus, når man skyder ugler og musvåger bort?
Allerede dengang var der store problemer med ”fauna-forfalskninger”, når entreprenante personer flyttede rundt på dyrearterne uden større omtanke. I stedet for disse tvivlsomme initiativer, slog Winge til lyd for, at der blev oprettet flere ”naturreservater”, hvor landets natur kunne bevares nogenlunde intakt.
Sammen med zoologen Carl Wesenberg-Lunds bog ”Bondelandets Fauna” fra 1927 udgør ”Jægernes skadelige Dyr” rygraden i den faglige ballast, som det 20. århundredes naturfredningsfolk har anvendt til at dæmme op for den skånselsløse ødelæggelse af fauna og landskab.
Mag. scient. Poul Hald-Mortensen har skrevet et nyt forord til bogen, et forord, der også komme ind på Oluf Winges betydning som foregangsmand inden for naturfredningen. For at ingen skal snuble og støde hovedet mod et alt for eksotisk typografisk billede, er retskrivningen i bogen blevet bragt i overensstemmelse med dagens standarder, i det omfang sådanne har kunnet konstateres.
Oluf Winge: Jægernes skadelige dyr. Ny udg. 2004. 112 sider. Forlaget BæreDygtighed, 80,- kr. incl. moms. Kan købes i boghandelen eller bestilles direkte hos forlaget www.baeredygtighed.dk
Bent Søby Madsen