I afvigte nummer af Fynsk Natur truede vi med at opgive udgivelsen af bladet pga. regeringens beslutning om at indstille portotilskuddet til et antal blade og tidsskrifter. For Fynsk Natur betyder ændringer, at portoudgifterne mangedobles.
Redaktionen har sammen med foreningerne bag bladet derfor besluttet for fremtiden at udkomme med 3 i stedet for 4 numre årligt, og i stedet for at udsende bladet som postbesørget blad at udsende det som b-post.
Arrangementet skulle være udgiftsneutralt – som de siger på handelsskolerne…
Ændringen betyder, at foreningerne i fremtiden bliver nødt til at sende bidrag til naTURprogrammet, så møder og ture skal annonceres for 4 måneder ad gangen.
Vi håber ikke, dette for alvor medfører problemer med planlægningen af årets arrangementer.
Det næste nummer, marts-nummeret, af Fynsk Natur kan nå at blive udsendt til de gamle takster, idet portostøtten først falder væk pr. 1. marts; fremtidige numre vil som sagt blive sendt ud som brev.
Det er beskæmmende, men ingenlunde overraskende, at regeringen tilsyneladende giver Fanden i, hvordan foreningslivet trives og at mulighederne for en mangfoldig og nuanceret debat med ændringen bliver stærkt begrænset. Men naturligvis falder det glimrende i tråd med den despekt, man føler for såkaldte smagsdommere.
Alt andet lige er en almuegjort befolkning, der udelukkende bliver opfordret til at sætte det hovedløse forbrug i vejret sikkert også lettere at trække rundt ved næsen, end hvis vælgerne har mulighed for at foretage en kritisk vurdering, bl.a. gennem et righoldigt udbud af medier.
Tilsyneladende har Postvæsenet allerede forberedt sig på, at fjernelsen af støttet til blade og tidsskrifter medfører tab – i stedet for den gevinst, regeringen i sin naivitet troede på.
P&T har netop overtaget distributionen af op mod 1 milliard (!) reklamer fra supermarkeder og andre markedsgøglere for at kompensere for det frygtede fald i indtjeningen. Herved har man underbudt de børn, der i deres fritid hidtil har gået med reklamer for de dertil indrettede distributører.
Så hvis man i fremtiden ikke får sine fagblade, så kan man trøste sig med, at man i stedet for bliver overdænget med brochurer om at købe og smide væk.
Åbenbart det eneste den borgerlige regering kan forestille sig, at den hårdt prøvede befolkning bør foretage sig.
Red.