2003#1: En efterlysning: Lindesværmer nyt

Af Anders Løkke

I slutningen af maj stod jeg og talte med min næsten-nabo. Hans lille datter på 3-4 år kom løbende iført en t-shirt, og pludselig så jeg noget pølseformet, som bevægede sig kraftigt inde under blusen. Vi fik fat på ungen, lettede på blusen og frem dukkede en friskklækket hun af Lindesværmeren, Mimas tiliae.Den havde næppe været på fri fod fra puppen mere end et kvarterstid, for vingerne var endnu ikke begyndt at folde sig ud.Desværre kunne hun ikke fortælle noget om, hvor hun kunne have fået fat på det nydelige dyr.
Som gammel sommerfuglesamler syntes jeg, at det kunne være spændende at følge processen, hvor vingerne efterhånden blev pumpet op og tilsidst blive til brugbare flyveredskaber. Men det kneb med, at få den til at sidde fast på en lodret mur – måske var den blevet klemt lidt under blusen. Til sidst lykkedes det dog, at få den til at hænge fast på en ulden sweater indendøre. Der sad den så til næste middag og begyndte så at svirre med vingerne. Jeg satte den uden for, så den kunne flyve væk, men nej, det ville den ikke. Stor var min overraskelse, da jeg lidt senere kom ud og så, at den havde fået en frier, og at de allerede var i fuld gang med parringen. Det blev gjort grundigt for han fløj først afsted næste formiddag. Lidt senere forsvandt hunnen også – forhåbentlig med en hel masse befrugtede æg.
Jeg slog op i min gamle bog om De danske Spindere af Skat Hoffmeyer fra 1948 og så, at Lindesværmeren i Danmark havde en østlig udbredelse – Lolland, Falster og Møn og ingen fund blev nævt fra Fyn, men der kan jo være sket meget siden da.
Hunnen var rødlig med klare skær af grønt og hannen rent grøn med lidt grålige toner. Dette passer med at den rødlige form ar den almindeligste og den grønne følger lige efter i hyppighed.
På det ene billede ses hunnen et døgn efter klækningen og det andet viser parringen – brudesengen var en vandkande.

Lindesværmen er i dag udbredt over det meste af Fyn, uden dog at være almindelig nogen steder. red.