af Otto Buhl
Den 20. april begyndte det lille blå flimmer, Skovblåfugl (Celastrina argiolus (L.)), som det er blevet sædvane i de senere mange år, at stryge langs hække og hegn i sin hektiske jagt efter føde eller sex. Det er et meget uroligt dyr, som det er vanskeligt at komme tæt på under normale vejrforhold.
Hvad dens larve lever på her i området, er det indtil videre ikke lykkedes at opspore. Normalt optræder imago i haven enkeltvis eller jagende en artsfælle, men af og til kan 2-3 stykker optræde samtidigt på hver sit lille område, hvor der så hersker en vis form for våbenhvile. Det sker oftest, når der fx blæser en kølig, vedholdende vind fra et bestemt verdenshjørne, så holder den sig ret fast i sit territorium og bevæger sig ikke for langt omkring fra de én gang tilkæmpede læforhold. Ved sådanne lejligheder søger den lavt ned og er nødsaget til at indtage føde.
Det sidste eksemplar af 1. generation blev set 27. maj og 2. generation fløj i juli måned, hvor den sidste blev noteret 29. juli. 3. generation blev desværre ikke set her, men er set bl.a. i Haarby i september af Poul B. Hansen.
Ligesom i sommeren 2001 kom der også i år en Nældesommerfugl (Araschnia levana (L.)) på visit i havens flor af Merian. I år var besøget dog ret kortvarigt på kun en dag, den 30. juli; mens vi havde fornøjelsen sidste år i næsten en uge ved samme tid.
Nældesommerfuglen har i 2002 bredt sig yderligere mod vest på Fyn, og mange steder i dens forekomstområde optræder den på egnede steder i pænt antal. I 2002 er den iagttaget lige uden for Assens, i Neverkær, flere steder i Langesø-området og ved Bogense. Vest og nordvest for denne linje er den aldrig meldt fra Fyn. Det vil således være oplagt i 2003 at søge arten på lysninger med nældebevoksninger og gerne langs skovveje i det resterende nordvestlige område af øen. Der foreligger desuden en genmelding af arten fra Æbelø.
Den store overraskelse kom en varm, solrig dag hen i september. På grund af tørke var der faldet en del visne blade ned fra vort paradisæble, og en del var landet på havebordet, hvor der hver dag til stadighed lå blade. En dag, da jeg tilfældigt gik forbi, opdagede jeg pludselig, at et af bladene stod på højkant og havde en karakteristisk takket kant – Det hvide C (Polygonia c-album (L.)). I det samme fløj bladet lynhurtigt op i et højt japansk kirsebærtræ, hvor det flaksede lidt omkring uden at sætte sig. Til sidst havnede den lidt lavere i en Sødkirsebær og satte sig med sammenklappede vinger på tværs af en fingertyk gren.
Efter nogen tids hvile fløj dyret, som den største selvfølge, ned på blomsterne af en Buddleja, der stod ved siden af. Da jeg nu vidste, hvor dyret opholdt sig, fik jeg hurtigt kameraet hentet. Efter overvintringen om foråret er det ret nemt at følge Det hvide C i flugten, da den er blevet mere afbleget og gullig i farven, men et nyklækket, mørkt eksemplar er ret svær at opdage i flugten, hvis man ikke på forhånd er opmærksom på muligheden. Jeg ved, dyret var på buskene den 11. og 12. september; om vi også har haft den flere dage tidligere er en mulighed. Dyret flyver nemlig ikke ret meget omkring, mest kun kort fra en blomsterklase til den næste, og mens den sidder og suger, bevæges vingerne kun lidt fra lodret stilling. Tilmed kunne den godt lide de blomsterklaser, som sad lidt i skygge inde i busken. Jeg var ikke hjemme i soltimerne den 13. september, så jeg ved ikke, om den var i sin busk den dag. Ved vejrskiftet til køligere luft den 14. september, forsvandt Det hvide C, men det var en nydelse at opleve den, de par dage det varede.
Der er rapporter om arten øst for Storebælt og på Langeland, så vi kan nu håbe på, at der kommer flere af denne lille vævre flyver næste sommer efter en forhåbentlig vellykket overvintring efterfulgt af en god æglægning og heldig larvetid på Stor Nælde til foråret. Ved dens tidligere fremstød til Fyn, har det vist sig, at arten gerne holder ud 1-2 sæsoner, hvorefter den igen trækker sig tilbage østpå i landet.
Artiklen er lånt fra Meddelser fra Entomologisk Selskab for Fyn nr. 2 2002