Når dette læses, har Fynshoved Feltbiologiske Station (FHFS) haft fast observatør i foreløbig én måned. Ruben Nikolajsen, 23 år, er vores nye mand på stationen, og derved genoptages endelig en gammel tradition med at FHFS har fast bemanding på i forårsmånederne.
Ruben er helt ny på FHFS. Faktisk tilbragte han kun en enkelt weekend på stationen før han var overbevist om at han godt kunne tænke sig at bo en lang periode der.
Hovedinteressen ligger på fuglene, men Ruben er på ingen måde en “hårdkogt” ornitolog. Faktisk er hans interesse for fuglene meget ny, og det er første gang han bruger en længere periode på sin hobby.
Det er derfor på alle måder helt nye øjne der skal følge fuglene på Hindsholm, og nok så væsentligt: Et helt nyt ansigt der vil stå for den daglige drift af stationen så længe han bor der.
FHFS er et lille sommerhus der er åbent for alle medlemmer af Natur og Ungdom, og der er også plads – og brug for dig !
Hvis du kunne tænke dig at bruge en weekend eller en længere periode midt i et af Fyns mest spændende naturområder, så ring til Ruben og hør hvad der sker på stationen.
Inden du ringer, kan du lige få et par appetitvækkere: FHFS ligger 1 km fra Fyns bedste forårstræksted for fugle. Det store fjordområde Lillestranden med reservatet Mejlø ligger bogstaveligt talt i stationens baghave.
Omkring 1000 mennesker har i tidens løb besøgt FHFS som er Danmarks ældste feltbiologiske Station. Der er 8 sengepladser, og selv om huset er lidt gammelt og primitivt, så er der stort set alt hvad du har brug for.
Har du ikke lige mod på at skulle overnatte sammen med fremmede mennesker i et lille sommerhus, så ring alligevel.
Vi arrangerer gerne en endagstur for dig, så du kan se hvad det er du kaster dig ud i – bussen går lige til døren.
Yderligere information:
Ruben Nikolajsen: 26 18 03 64.
Mogens Ribo Petersen: 65 95 14 40