Af Lars Hansen
De fleste mennesker, som holder af at fodre småfugle om vinteren ved, at der kan dukke en lille grå og vims mejse op på foderbrættet. Sumpemejsen er uden kulørte farver. Den er grå med sort isse og hagesmæk. Den ligner en lille fræk fyr, men på en kæk måde. Min egen erfaring med sumpmejser er, at foderbrættet sjældent rummer mere end et enkelt, måske to par. De samme fugle dag ud og dag ind. Men det, at den er så fåtallig, og altid kun er på kortvarige visiter, gør den også til et hyggeligt bekendtskab.
Musvitter og blåmejser yngler almindeligt i haver, men sumpmejsen findes næsten udelukkende i områder med fugtig skovbund. Her kan den nogle steder være ret almindelig og meget stationær. De fleste lever hele deres liv i samme skov. På Fyn mangler den i de tørreste egne; på Hindsholm findes den ikke nord for Martofte og den mangler også på fx Ærø. Sumpmejsen er nok det bedste eksempel på en ægte standfugl.
Men nu er der måske konkurrenter på vej – Fyrremejsen, som i Europa er opdelt i flere racer: I Skandinavien findes den meget lyse underart borealis (Nordlig Fyrremejse), i Centraleuropa underarten salicarius (Sydlig Fyrremejse), som er mørkere end sumpmejsen. Hertil kommer en endnu mørkere engelsk form og et par sjældne sibiriske former.
Fyrremejsen ligner umiddelbart en sumpmejse og de er vanskelige at adskille. Men skarpe øjne vil se en lidt mørkere sumpmejse, med mere grå ryg og brunere underside. Kalotten er sort som hos sumpmejse, men med kortere ”hestehale” og mere hvide kindpletter. I silhout ses en kraftig tyrenakke og et større hoved. En mistænkelig fugl vil altid kunne adskilles på både kald og sang.
Nordlig fyrremejse er hidtil kun truffet enkelte gange på Sjælland – ovenikøbet som ynglefugl. Den sydlige race har gennem de sidste par årtier bredt sig over store dele af Sønderjylland og der er flere iagttagelser nord for dette område; en enkelt er ringmærket som trækfugl på Skagen, hvilket også antyder, at arten er under spredning. Bestanden er ikke præcist opgjort, men i det sønderjyske yngler mindst 2-300 par. I de sidste par år har den bredt sig i Vejle amt og på det sidste truffet ynglende så langt nordpå som Horsens.
På Fyn er den aldrig registreret, men indvandringen må være nært forestående. Muligvis kan den allerede være indvandret til en gammel birkemose på Vestfyn. Der findes mange potentielle lokaliteter. Et sted i mosen, i en gammel trøsket birkestub findes måske allerede et udhakket hul, hvor den yngler når forårssolen kommer frem.