2000#1: Levende træer – også efter død

For de fleste skovgæster og alle skovejerne ser de fleste af skovene på Fyn herrens ud for øjeblikket. Det kan vi takke den kraftige storm for, som hærgede landet for nogen tid siden. I øjeblikket ser skovenes fremtid særdeles lys ud set gennem naturbrillerne. Nu er chancen der, for at rette op på årtiers rovdrift af skovene. Moderne skovbrugs driftsmetoder har ikke efterladt naturen særlig gode vilkår – i særdeleshed ikke insekterne.

For mange vil et vindfældet træ, der ligger på skovbunden være dødt. Men det er kun fordi, de ikke har set nærmere efter. Træet er faktisk mere levende, end da det var i live.

Denne selvmodsigelse kræver vist en nærmere forklaring.

Når træet er dødt, begynder alskens insekter at invadere træet, og de begynder at nedbryde det.De gnaver, borer og spiser træet i en lang uendelighed – længe efter at træet er forsvundet af syne fra skovbunden. Ligeledes kaster svampe, mosser og et utal af andre organismer sig over træet. Det er også derfor, man kan høre biologer tale om, at døde træer skal henligge til biologisk død.

 

Den biologiske død har fire faser

Set med insekt-øjne rummer den biologiske død fire faser. Den første fase er kortvarig og varer 1 til 3 år. Her er det barkbiller, træbukke og snudebiller, som lever på og af træet.

Træbukkene kendes på deres ekstraordinært lange følehorn, der ofte er lige så lange, som billens krop. Snudebillerne kendes – som navnet siger – på deres karakteristiske forlængede snude, hvorpå følehornene sidder. Blandt barkbillerne er den stærkt hårede Typograf særlig kendt. Den gnaver flotte gravegange i veddet lige under barken.

Den anden fase varer i op til 10 år efter, at træet er faldet om: Her ses typisk arter, der lever under barken. Det er bl.a. barkbillerne, der optræder igen.

Den 3. fase strækker sig til 70-80 år efter at træet er væltet. Barken er nu typisk væk, og her ses arter, der gnaver og borer sig ind i veddet. Det kan f.eks. være smældere. De er karakteriserede ved, at hvis man vender dem om på ryggen, kan de “springe” op i luften og lande på “fødderne” igen. Det skyldes en speciel indretning – en torn – de har på for- og mellembrystet. Tornen kan de bruge som en slags fjeder. Når tornen udløses, ledsages det af et kraftigt smæld og deraf navnet smælder. Myrer, hvepse, svirrefluer og bier ses også i denne periode.

Den sidste fase varer i over 150 år efter, at træet er faldet om. Her er det typisk jordlevende insekter, der nyder godt af resten af træet. I den sidste del af fasen er træet typisk ikke synligt i skovbunden. Men på faunaen i jorden kan man se, at her har engang ligget et træ og rådnet op.

Det er typisk i den 3. og 4. fase, at alle vores meget sjældne insektarter forekommer.

 

Insekter som gammelskovsindikatorer

Set med insektbriller er gammel løvskov en af de mest værdifulde naturtyper. Her tænker jeg ikke på de karakteristiske søjlehaller med høje rette bøge, der står som en flok opmarcherede soldater. Natur- og insektmæssigt er det ligeså kedeligt, som en juleaften uden rødkål. Nej, jeg tænker på uensaldrede bevoksninger med mange forskellige løvtræsarter. Helst med mange gamle affældige træer og allerbedst med en stort antal, der ligger og henrådner på skovbunden.

Denne skovtype danner livsgrundlaget for den største faunamæssige artsrigdom og talmæssighed.

Insekterne er med til at nedbryde de døde træer, og mange af insekterne stiller særlig store krav til deres levested. Derfor kan man bruge insekterne som gammelskovsindikatorer. Det er insektarter, som viser, at der har været skov på lokaliteten i århundreder – måske årtusinder, og at der forekommer meget henrådnende træ på skovbunden.

På Fyn er Romsø en af de bedste gammelskove vi har. Det er derfor vigtigt, at der passes særligt godt på skoven på Romsø.

Insektregistreringerne fra Romsø viser at, der er fundet flere sjældne arter. Af træbukkene forekommer bl.a. den meget sjældne Broget Gråbuk. I listen af barkbiller findes bl.a. den ualmindelige Stor Askebarkbille. Smælderne er bl.a. repræsenterede ved den sjældne Blank Vedsmælder, som typisk forekommer i træstammer, der efterhånden er blevet hule. Her udover findes der en halv snes arter, som er ret sjældne.

Insektregistreringerne fra Romsø viser, at der forekommer to yderst sjældne insektarter. Det er Sort Pragttorbist samt arten med det videnskabelige navn Bastrisodes venustus. Begge arter er gammelskovsindikatorer, der vidner om lang skovkontinuitet og om meget værdifulde mikrobioper. Det er arter, der er truet af moderne rationel skovdrift. Sort Pragttorbist er rødlistet og akut truet i Danmark. Op gennem dette århundrede har Sort Pragttorbist været i kraftig tilbagegang. I dag findes den kun på vores allerbedste naturskovslokaliteter. Derfor er Romsø også blandt de bedste naturskovslokaliteter på Fyn og i resten af Danmark.

 

Rigere skove i fremtiden afgøres nu

Nu er muligheden der for at efterlade dødt ved til fremtidens insekter i skovene. Mange skovejere løber skrigende bort, når man siger den slags. Det skyldes, at der er en overtro blandt forstfolk om, at meget ved på skovbunden giver masser af skadeinsekter i skoven. Men videnskabelige undersøgelser viser, at det ikke er korrekt.

Store mængder af nyt dødt ved kan forårsage en opformering af skadelige insekter, men det er ikke almindeligt. Sker der en opformering, er det overstået efter 3 til 5 år. I Sverige har man værdisat skovene ud fra mængden af dødt ved. I skove med højeste værdi kan man finde over 15 døde grene og stammer pr. ha. med en tykkelse på over 25 cm. Men grene på 25 cm. i tykkelse “lever” ikke i 150 år på skovbunden. De forsvinder langt hurtigere. Der skal hele stammer til. Desuden er det yderst vigtigt, at de ikke skæres op, for at de kan “leve” længst muligt. Jo længere de “lever”, desto flere insekter kan gennemleve deres livscyklus i dem.

Når natur- eller motionsturen alligevel går i skoven, så prøv at tælle gamle grene og stammer i skovbunden. Kun i ganske få fynske skove kan man komme op på 15 grene over 25 cm tykkelse. Men det kan der rettes op på nu til gælde for insekterne, svampene og alt den anden natur i skoven – hvis altså skovejerne vil.

Faktisk burde det været et krav for at kunne få skormskadeerstatning.