1. maj 1995 overgik ejerskabet til Æbelø til Aage V. Jensens Fonde.
Godsejer E. Grevenkop-Carstenskiold havde i 1955 erhvervet øen
dels med det formål at bosætte sig på øen, dels &endash; og hovedsageligt &endash; med det formål at dyrke sin store interesse, jagt.
Godsejerens tilbøjelighed, eller snarere mani, betød, at øen helt
og holdent blev indrettet med jagtaktiviteter for øje, bl.a. blev
der udsat store mængder fasaner, mange flere end naturforholdene
på øen kunne bære, og kun delvis lovmedholdeligt blev der drevet
intensiv jagt på rovfugle, angiveligt med det formål at beskytte
de udsatte fasaner, så godsejeren og hans jagtselskaber kunne
have dem for sig selv.
I perioder blev der desuden drevet rovdrift på skovens gamle træer,
og det er kun et mirakel, at de flere hundrede år gamle ege på
øen ikke havnede som møbelplader eller som optændingsbrænde.
Alle naturinteresserede åndede da også lettet op, da Aage V. Jensens
Fonde overtog øen dels for at sikre naturen, dels for at naturinteresserede
kunne have et sted, hvor der kunne drives studier under forhold,
der ikke var umuliggjort af hensynsløs produktion &endash; og evige jagter.
Så langt så godt.
Hovedsynspunktet i forbindelse med overtagelsen var, at “naturen”
skulle have lov til at passe sig selv, og at skoven skulle ligge
“urørt”, – bl.a. måtte der ikke foretages jordbearbejdning eller
anvendes kemikalier eller kunstgødning. Tilplantning og afvanding
skulle det også være slut med, ligesom der ikke længere skulle
kunne drives landbrugsmæssige aktiviteter.
I de godt fem år, der er gået siden overtagelsen, har det imidlertid
vist sig, at forestillingerne om, at man kan lade øen passe sig
selv ikke holder en meter.
I En drøm under tilgroning her i bladet dokumenteres det, hvordan
store partier af øen er under kraftig tilgroning, dels fordi man
har hindret afgræsning af de åbne arealer, dels fordi man har
lagt store mængder træflis ud på øen, flis, der afstedkommer en
helt ukontrollabel gødskning, der får kulturgræsser, ørnebregner
og brombær til at danne tætte bevoksninger, der nok er “urørte”,
men som udkonkurrerer den mangfoldighed af blomsterplanter, der
kunne have medført en opblomstring af f.eks. sommerfuglelivet
på øen.
Idéen med at lade øen henligge som “urørt skov” er sympatisk,
men det bør allerede nu overvejes, om den romantiske forestilling,
man ynder, lader sig afspejle i virkelighedens verden.
Man lader jo netop ikke naturen være i fred; der anlægges stier,
der fældes gran, og der udspredes træflis til den store guldme-dalje,
– samtidig med, at bestanden af dådyr og mufloner reguleres efter
alle kunstens regler.
Naturarkitekterne bag projektet bør så hurtigt som muligt tage
forestillingerne om “urørt” natur op til overvejelse &endash; og helst før øen er fuldstændig groet til med den ensidige flora,
der er blevet favoriseret af de hidtidige indgreb.
Grebet ind bliver der jo, besværgelserne om “urørt natur” til
trods. Derfor bør indgrebene for fremtiden koncentrere sig om
at sikre en langt større biodiversitet på øen, en biodiversitet,
det ikke til dato er lykkes at udvirke.
Bent Søby Madsen