Af Lars Hansen
En planlagt optælling af samtlige måge-ternekolonier i Fyns Amt
i 1998 mislykkedes. En rundspørge til alle tællere, der deltog
i sidste totaloptælling i 1990 gav ikke det store resultat. Mange
steder blev der slet ikke optalt, og flere af optællerne var åbenbart
gået på pension.
Det skal ikke afholde mig fra at gøre et nyt forsøg. Jeg ved,
at Det sydfynske Øhav i år bliver dækket, men i Lillebælt og tildels
Nordfyn er der p.t. ingen, der laver optællinger. Jeg er ligeledes
usikker på, om der
laves optællinger i Odense Fjord. Desuden er det altid et problem
at opspore kolonier langs de fynske kyster, hvor der visse steder
godt kan dukke bl.a. havterner og hættemåger op. I 1990 påviste
Thomas Buus
Sørensen, at en art som sølvmåge spontant slog sig ned flere steder
langs Lillebæltskysten og bl.a. på et hustag i Middelfart. Gamle
grusgrave og lign. er steder, hvor hættemåger og evt. fjordterner
kan dukke op. Sådanne oplysninger er også værd at få med.
Jeg er interesseret i alle arter måger og terner samt meget gerne
ynglefund af ederfugle og vadefuglearterne alm. ryle, klyde, stenvender,
stor kobbersneppe og brushøne. Det kan sagtens byde på interessante
oplevelser at deltage i undersøgelsen. Selvom det især er de almindelige
arter, der
drejer sig om, så kan selv hit-jægere deltage. Jeg forventer næsten,
at en art som sorthovedet måge vil dukke op som ynglefugl. Arten
sås sidste år på 3 lokaliteter, dog uden at ynglesucces blev påvist.
Nye deltagere er meget velkomne. Der er jo tradition for, at de
samme personer kommer på de samme øer og holme år efter år. Men
i disse år er der ved at opstå “huller”, så det er nu, du skal
springe til.
Interesserede bedes kontakte mig hurtigst muligt. Yngletiden er
i fuld gang, og jeg vil gerne vide, om der er tællere til alle
lokaliteter.
Udækkede lokaliteter tildeles prompte og jeg skal gerne være behjælpelig
med adgangstilladelser, kontakt til lokale og hvad der ellers
skulle opstå af problemer. Efter sæsonen får alle deltagere tilsendt
en rapport, hvor jeg håber alle lokaliteter er med. Desuden vil
jeg i mere kortfattet form præsentere resultatet her i bladet samt i DOF-Fyns medlemsblad.
Lars Hansen, Valmuevej 1, 5800 Nyborg. Tlf. 65313274/ mob. 20449248