1999#1: Foråret er tiden til at se efter oliebiller

Af Palle Jørum

Mange kender dem – og endnu flere har set dem: de store sorte eller
sortblå, lidt kluntede biller, der adstadigt kravler omkring på
jorden eller i den lave vegetation, hyppigst i det tidlige forår.
Det er oliebiller, der er tale om. Af dem har vi 4 arter her i
landet, og de kan alle findes på Fyn eller på øerne omkring Fyn.
Faktisk er Fyns Amt det eneste i landet, der kan prale med at
have bestande af alle vore fire arter af oliebiller.

Oliebillerne hører til en familie ved navn Meloidae, på dansk
plasterbiller. Inden for dén udgør oliebillerne en slægt for sig
selv: Meloe.

De fire arter er følgende:

Latinsk navn

Meloe proscarabaeus

Meloe violaceus

Meloe brevicollis

Meloe variegatus

Oliebillerne er normalt mellem 2 og 3 cm lange. De mangler flyvevinger,
og dækvingerne er korte og skjuler kun den forreste del af bagkroppen.
Som nævnt hører oliebillerne foråret til, de ses allerede på lune
dage i april og har deres højsæson i maj måned. Oliebillerne har
en særpræget levevis, idet de alle er snyltere hos forskellige
arter af enlige bier. De voksne biller er planteædere, der ernærer
sig af mange forskellige slags lavere planter. Under ædefasen
svulmer hunnens bagkrop stærkt op i takt med at hun producerer
æg. Æglægningen foregår ved at hunnen graver en grube et sted,
hvor jorden er bar og tilpas løs. Heri lægger hun så sine æg –
hos nogle af arterne omkring 1000 æg i en enkelt æggrube. Processen
gentages flere gange, så det er et kolossalt ægantal, den enkelte
hun producerer. Af æggene fremkommer små larver, der søger op
i blomster af f.eks. mælkebøtter. Hvis blomsten får besøg af en
bi, hægter larven sig på bien og kommer derved hjem til bireden.
Når bien derpå lægger æg, kravler oliebillens larve over på biægget
og lader sig lukke inde i den honningfyldte celle, der skulle
have tjent som spisekammer for biens larve. Her gennemgår billelarven
en kompliceret udvikling, under hvilken den både spiser biens
æg og honningen, for så det efterfølgende forår at forlade reden
som færdigudviklet oliebille.

Sjældne overdrevsarter
Oliebillerne er typiske overdrevsarter. De holder fortrinsvis
til på varme, tørre steder, hvor vegetationen er ret lav og ikke
for tæt, og særligt foretrækker de sydeksponerede overdrev. Mange
af vore kyst-overdrev er derfor excellente oliebillelokaliteter,
ikke mindst dem der ligger i det nedbørsfattige Storebæltsområde,
f.eks. Røsnæs. Men Fyn kan bestemt også være med, således er Ristinge
Klint, Vodrup Klint og sydkysten af Horne Land fortræffelige steder
at iagttage oliebillernes liv og levned.

Desværre har oliebillerne igennem en årrække været på retur. Tidligere
kunne de tit findes på overdrev inde i landet, på brakmarker,
i skovlysninger o.lign., men her er de blevet stadig sjældnere
i takt med overdrevenes tilbagegang. Resultatet er blevet at 3
af arterne er medtaget på rødlisten: Grøn oliebille som akut truet
(E), blå og kortbrystet oliebille som sårbare (V). Den mere almindelige
sort oliebille har også haft tilbagegang og er kommet med på gullisten
som en særligt opmærksomhedskrævende art (X). Nærmere detaljer
om arternes status og forekomst på Fyn kan ses i tabellen på foregående
side.

De fire arter af oliebiller kan ret let kendes fra hinanden. Oversigt
på foregående side skulle gøre det muligt at skelne arterne fra
hinanden, også i naturen. Men man skal se godt efter!

Det vil være godt få oliebillernes udbredelse inden for Fyns Amt
nærmere belyst. Derfor vil meldinger om fund blive modtaget med
stor taknemmelighed. Belønning kan næppe komme på tale – men fund
af den grønne oliebille vil indbringe finderen megen hæder! Hvis
du er det mindste i tvivl om bestemmelsen, så vil det være fint
at hjembringe et eksemplar af billen. Den kan sagtens overleve
et stykke tid i et syltetøjsglas, blot den får lidt planter at
spise. Næsten alt kan bruges. Ringer du til mig, kommer jeg gerne
og tager krabaten i øjesyn.

Palle Jørum,
Åløkken 11, 5250 Odense SV.

Tlf. & fax : 65 96 08 68.

E-mail: pindjoe@get2net.dk