1999#1: En fugleforening – ja hvorfor ikke!

Af Karsten Urup Nielsen

Hvorfor skal man egentlig være medlem af en fugleforening, og
hvorfor netop vores forening? Ja, det er to vigtige spørgsmål,
som vi her vil give vores bud på.
For det første vil et medlemsskab af MOF være en tilskyndelse til
fælles oplevelser i naturen – og i dette tilfælde med fuglene,
som den vigtigste faktor, men så absolut ikke den eneste. Hvis
man færdes alene i naturen, vil der helt sikkert komme situationer,
hvad det er, man lige har iagttaget. Som eksempel herpå kan være
en fugl, der flyver hen over hovedet på én selv, og i det korte
øjeblik kan det være svært at bestemme arten.

Er man derimod flere, der har den samme observation samtidig,
er muligheden for en mere sikker bestemmelse derfor indlysende,
og man kan ved opslag i forskellige fuglebøger komme helt tæt
på en egentlig identifikation. Det samme gælder fuglestemmer,
som vel nok for mange er det sværeste.

Er man, som jeg selv, kun amatør, ja, da er det rart at kunne
få lidt råd og vejledning af andre deltagere på turen. Også isenkrammet
(kikkerter og teleskoper) er en væsentlig ingrediens, og da er
det rart ikke selv at være nødt til at investere uhyre summer
på eget udstyr, men at kunne låne sig frem til et kig i f.eks.
et teleskop, når lige netop den meget sjældne fugl er i kikkertsigtet.

 

Hvorfor MOF?
Ja, hvem er vi egentlig? Vi er en uafhængig lille gruppe af amatørornitologer,
som har lyst til at arrangere udflugter til spændende fuglelokaliteter
i nærheden af Midtfyn. Vi kan dog med mellemrum også tage længere
udflugter, det er helt op til ønsker fra medlemmerne, da det jo
er dem, der skal være med.

Vi er sjældent mere end 10 personer på hver tur, og alene dette
faktum vil vi gerne slå på tromme for, da vi er af den opfattelse,
at kommer man 20-50 personer på en fugletur, vil det kun være
de forreste og hurtigste, der vil nå at få det fulde udbytte af
turen.

Vi findet det også utroligt inspirerende, hvis vi kan få gæster
med på turene, og ikke nødvendigvis eksperter, men med en viden
om f.eks. et specielt naturområde (biotop). Så hvis der er personer,
der læser disse linier, og som finder, at de har noget at vise
frem, ja, da er vi yderst interesseret, hvis der kommer en indbydelse
til endnu en pragtfuld naturoplevelse!

MOF har en aftale med bladet FYNSK NATUR, som bringer turarrangementer
samt spændende artikler om naturen omkring os, og som samtidig
er vore medlemsblad. FYNSK NATUR kan studeres på biblioteket,
på internetadressen

http://users.cybervity.dk/~nmb15155/fynsk_natur

eller ved henvendelse til Verner Havsager på tlf. 62 27 22 33.

 

Fra det kommende turprogram kan fremhæves ture til bl.a. Tåsinges
mange fuglelokaliteter, Bøjden Nor, Viggelsø Fyns Hoved, Tipperne
ved Ringkøbing Fjord og Hjulby Mose. Dette er alle gode steder
at tilbringe nogle timer, og få endnu en god oplevelse!