1998#4: Tur til Sydvestgrønland, den 20/7 – 3/8 1998

Naturhistorisk Forening for Fyn

Af Bente Lambertsen

Mine forventninger til sådan en tur var bl.a.: Først og fremmest
gav det en chance for et gensyn med Grønland.

Jeg er en af dem, der er smittet med bacillen – én gang Grønland,
og man er solgt og må derop igen. Når lejligheden så byder sig,
er det med at slå til og så håbe, at fysikken holder. Der skulle
jo arbejdes for føden på den tur, alt skulle slæbes på ryggen
af én selv.

Programmet så meget interessant ud; der var noget for enhver smag.
Tanken om alt det herlige ukrudt, der ville være at boltre sig
i nu på denne den bedste årstid med de mange blomstrende planter,
var lokkende. Turen skulle også gå igennem et af de mest spændende
geologiske områder med Ilimaussaq intrusionen, der kan få enhver
geolog op på mærkerne. Området dækker ca. 150×150 km, og der er
fundet omkring 200 forskellige mineraler, mange sjældne og en
del kun kendt herfra.

Fuglelivet ville blive observeret. Havørnene skulle vi være rimeligt
sikre på at få at se, men også Ravne og måske Fiskeørn og så alle
“småtterierne”.

Dyrelivet ville bl.a. byde på sæler, hvaler, polarræve og sneharer.

Så var der de gamle nordboruiner efter Erik den Røde og hans samtidige
– fascinerende at kunne gå i deres fodspor og mærke suset fra
den tid.

Det moderne Grønland ville vi møde i form af fåreholderkulturen,
bygdeliv, by-/kommuneadministration, skole-/gymnasie

liv, industri, kunst og samfærdsel, især i form af bådtransport,
og endelig var der vejrovervågning via radiosondeopsendelser og
Iscentralen, der holder øje med isen for søfarten.

Sluttelig er der jo selve naturen, som er så storslået: isfjelde,
bræer, elve, fjelde, sten, vandfald, havet, indlandsisen, skær,
lav og mos, vegetation, udsynet, den rene luft, ja, man kan blive
ved. Det er Grønland med stort G.

Blev forventningerne så indfriet?

Lad det være sagt med det samme: JA! Dog blev der dryppet lidt
malurt i bægeret: det regnede lidt rigeligt!

Juli skulle ellers kun byde på ca. 30 mm regn, men jeg tror, de
faldt i de 14 dage, vi var der. 3 dage med sol blev det til: 1.
og sidste og én midt i. Det kunne have været mere turistvenligt.
Men så fik vi da testet udstyret… Det var ikke det hele, der
klarede testen.

Det gælder dog mest om, at få det bedste ud af de forhåndenværende
søm – så det prøvede vi.

Turen var tilrettelagt minutiøst, Erik havde lagt et kæmpearbejde
i planlægning og forberedelse, og alt klappede bare!

Det VAR hårdt, at slæbe alt sit habengut på ryggen, og stien var
ikke altid lige tydelig, hvis der overhovedet var nogen, men øvelse
gør mester, også i elv-krydsning, fårehegnsforcering og klippehopning.

Man blev hurtigt dus med rygsæk, telt, Trangia og mugg. (Skulle
der være nogle, der ikke ved hvad en Trangia er, så kan det oplyses,
at det er et lille fikst spritopvarmet kogeapparat med et par
gryder og en pande samt en “sjover” til at tage den varme gryde
med. Muggen er et altmuligtkrus, der kan bruges som ædetrug, te-/kaffekop,
tandbørstningsvandbeholder, målebæger, whiskyglas m.m.).

Deltagerne spændte aldersmæssigt fra 2 år il godt 60.Alle fik
med garanti noget med hjem, så mange og så forskellige var oplevelserne.

Isfjelde i alle størrelser og farver fra helt hvidt til intense
blå nuancer, sejlturene – på- og afstigning var noget af et projekt,
vi skulle jo også have rygsækkene med – kun en enkelt sæk røg
i vandet, den kunne dog flyde ovenpå og en bådshage klarede ophalingen.
Fjeldvandring over urtelier, gennem pile- og birkekrat, fra tue
til tue i moser og kær, over afblæsningsflader, gennem dværgbuskheder,
over elvlejer og over grus, sten og klipper.

Knap 150 forskellige karplanter er der noteret på plantelisten,
bl.a. nationalblomsten Storblomstret Gederams – Niviarsiaq.

Lejrbål på hundredårige gamle enegrene på tykkelse med et håndled
(i en oversavet gren taltes årringene til 145) og så brændte den
op på få timer. I fjeldene bagved glammer polarrævene.

Fiskeeventyr, hvor ørrederne stod i kø for at bide på krogen.

De smager enormt godt, stegt i bålet.

Brattahlid, Erik den Rødes gård, ca. 1000 år gammel. Kvanefjeld
med spor efter en uranudvinding, der blev opgivet igen. En forgæves
ekspedition mod toppen efter Tugtupit (en rød smykkesten, der
kun findes her og på Kolahalvøen). Regn. Ædeorgie på kollegiet
ved Julianehåb Gymnasium. Økonomaen havde lavet 14 (!) forskellige
grønlandske retter til os; og der var varmt vand i bruserne. Pelsgarveri,
kajakroning og til gudstjeneste sammen med Nyrup og Lone.

Ruinerne ved Hvalsø og så Den lange Vandring: Ca. 30 km i luftlinie,
det dobbelte eller mere i terrænet.

Igaliko med spegepølsesandsten og bispesædet Gardar, 50m-søen,
hvor vi fandt bjergkrystaller og månesten, og så regnede det!

Gåtur på en bræ, indlandsisen tæt på.

Vi oplevede en radiosonde-opsendelse med brintbalon. Via opsamlede
data fra sonden, kan man forsyne flytrafikken med vejrmeldinger.

Sidste nat boede vi i en gymnastiksal i Narsarssuaq. Vi fik et
varm bad, så andre kunne holde lugten af os ud, når vi skulle
med flyet hjem. Efter check-in nåede vi at besøge Iscentralen,
der holder øje med isen i farvandet omkring Kap Farvel.

Og så gik det mod Kastrup – til tiden.

Det var en prægtig tur. En stor TAK til lederen Erik Langer Andersen, gymnasielærer i Svendborg.