Af Michael Fynsk
Moseskoven nord for Odense Universitet (OU) har lidt endnu et knæk.
I juni nummeret kunne man i nærværende blad læse om OU’s prioritering
af privatbilismen på naturens bekostning. Nu har man valgt, at
lade omtalte skov blive gennemskåret af en asfalteret cykel- og
gangsti. Dermed reduceres det sammenhængende areal og stabiliteten
nedsættes i den østlige bid af Moseskoven. Der hersker ingen tvivl
om at der, med de efterhånden så omfattende indgreb, vil ske en
kraftig reduktion i antallet af arter.
Cykelstien ville uden de store vanskeligheder kunne placeres nord
for Moseskoven. En placering hvor alle parter ville blive tilgodeset,
hvorfor har man så ikke valgt denne løsning? Jeg kan ikke tolke
OU’s prioriteringer anderledes, end værende en enøjet tankegang,
hvor man påberåber sig retten til at vælge de nemme løsninger.
Skov- og Naturstyrelsen har ikke tænkt sig, at sætte en stopper
for OU &endash; de har tværtom givet tilladelsen til denne asfalterede cykelsti.
Hvem skal så stoppe den videre ødelæggelse af gammel bynær skov?
Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet og Dansk Botanisk
Forening, indbragte sagen om p-pladserne for Naturklagenævnet.
Det nedslående resultat af denne anke er, at naturen tabte 5-7,
så ej heller hos Naturklagenævnet er der hjælp at hente. Tilladelsen
er meddelt på vilkår af, at der i forbindelse med efterfølgende
udvidelser af universitetet ikke vil blive foretaget indgreb i
skoven eller skovbrynet på begge sider af Campusvej i Moseskoven.
Hvad nytter dette forbehold, såfremt Moseskoven forinden er reduceret
til et læhegn.
Resultatet af den første tilladelse kan man allerede observere
på nuværende tidspunkt, i nærheden af svømmehallen er der allerede
skrællet et godt stykke af skovbrynet.
OU legaliserer indgrebene i skovene med at de har plantet 35 ha
vederlagsareal. Eftersom der er fældet omkring 13 ha, har OU bidraget
med en nettoforøgelse på ca. 22 ha. Men der er i disse omtrent
30 år gamle skove ikke kommet så meget som en hvid anemone. Det
er fuldstændig grotesk at sammenholde disse tal, da “kvaliteten”
af skovene på ingen måde kan sammenlignes.
Det er på tide, at man sætter en stopper for Odense Universitets
destruktive indgreb i de omkringliggende skove.