Pas på Skovflåten, den bliver værre og værre og det er ikke kun politikere, der bliver overfaldet…
Af Bente Lambertsen
Nu er det pinse, og skoven er rigtig grøn – og det har den faktisk
været i den seneste måneds tid. Det lokker selvsagt mange folk
af hus, for nu skal naturen iagttages. Men pas på, for der er
også andre væsener, der bliver mere og mere aktive efterhånden
som sommeren stunder til. Det gælder blandt andet alle dem, der
ernærer sig ved at bide eller stikke. Til denne kategori hører
Skovflåten, der fejlagtigt ofte kaldes en skovtæge. Zoologisk
set er flåten nemlig en blodmide med 8 ben, ikke en tæge med kun
seks.
Livscyklus
Hunnen lægger nogle tusind æg, som ved klækning bliver til larver.
I deres første levetid suger de blod af mus. Det andet stadium
er nymfe-stadiet, hvorunder de suger blod af forskellige gnavere
eller større pattedyr. Tredie stadium er det kønsmodne individ,
der suger blod fra store pattedyr, f.eks. mennesket. På dette
tidspunkt er flåterne ganske små: 1-2 mm lange, men for hunner
gælder det, at efter en uges tid og en god portion blod, svulmer
bagkroppen voldsomt op, så hun ender med at være 10-11 mm lang,
en betragtelig volumenforøgelse. Hannerne forbliver ca. 2 mm store.
Den store, mætte hun slipper taget i sin vært og lader sig dratte
ned på jorden for at fortsætte slægtens videre beståen: æglægning.
Flåten i sig selv er ganske ugiftig, men det faktum, at den skal
“over musen” i starten af sin løbebane betyder, at den af og til
bliver inficeret med en bakterie: Borrelia burgdorferi, og den
er et meget kedeligt bekendskab for mennesker (og dyr).
De fleste har vist hørt eller læst om Mimi Stilling Jakobsens
møde med borreliosis.
Der er stor forskel på, hvor mange flåter der er i landets forskellige
egne, men der synes at være en vis sammenhæng mellem bestanden
af rådyr og mængden af flåter: mange rådyr, mange flåter.
Det må være en chancebetonet tilværelse at være skovflåt; der
skal findes tre forskellige værter under opvæksten, og hvert skift
indeholder et betydeligt element af tilfældighed: Den lille flåt,
1-2 mm, skal kravle op på et græsstrå eller et blad og lade sig
dumpe ned på et muligt offer. Der må være nogle svipsere, men
hvor mange forsøg, kræfterne rækker til, vides ikke.
Lykkes det at invadere et offer, skal der sommetider også en længere
vandring til for at finde et passende tyndhudet bidsted.
Bliver man bidt af en Skovflåt, gælder det om hurtigst muligt
at få den fjernet, med fingrene, med en pincet eller en speciel
flåt-tang (fås på apotek, hos dyrlæge og materialisten).
Iflg. en schweizisk ekspert er det direkte frarådeligt at bruge
gamle husråd om at gøre flåten rundtosset ved at rotere den eller
at smøre fedtstof eller kemikalier på den, i værste fald vil kræet
blive “dårlig” og “kaste op”, dvs. den vil tømme sit maveindhold
incl. eventuelle borrelia-bakterier ind i bidsåret og infektionen
er en realitet.
Ved mekanisk fjernelse (med fingrene eller lign.) kan afrevne
snabeldele tilbage i biddet give infektion, men det er mindre
vigtigt, hvis blot borreliosis undgås.
Det anses almindeligvis for sandsynligt, at hvis flåten fjernes
inden for 24 timer, har en eventuel betændelse ikke nået at vandre
over.
Men under alle omstændigheder er det en god idé at holde øje med
bidstedet den næste måneds tid. En evt. infektion vil ofte først
ses som en rød plamage omkring bidstedet, og så er det med at
komme til lægen straks.
Infektionen kan helbredes med penicillin eller andet antibiotika
i store doser. Efterhånden vil de neurologiske symptomer svinde
bort, men det kræver tålmodighed.
Ubehandlet vil bakterien slå sig på nervesystemet med mange ubehagelige
følgesymptomer til følge, strækkende sig fra influenzalignende
tilfælde (feber, hovedpine, ledsmerter) til lammelser og hjertesymptomer.
I 1984 meddelte Torben W. Langer i bogen “Generende dyr i hus
og lejlighed”, at flåterne er helt uskadelige og ikke medfører
sygdomme eller gener for dyr eller mennesker, mens det her sidst
i 90erne rapporteres, at over 100 er angrebet af borrelia bakterien
med neurologiske symptomer til følge. Så enten er opmærksomheden
skærpet gevaldigt omkring symptomer og forekomst eller også er
bakterien i tydelig udbredelse.
Jagthunde kan “imprægneres” mod flåtangreb, men det synes ikke
at være tilfældet med mennesker, så det gælder om at holde sig
fri af vegetationen, specielt i maj/juni og august, der er flåternes
højsæson.
Imidlertid har jeg planer om at prøve om indtagelse af hvidløgspiller
(der også anbefales mod lopper) skulle have en virkning på min
affinitet til flåterne. 1997 gav et personligt “udbyte” på 32
flåter (1 med borrelia), så jeg vil godt undgå bare nogle af dem
i 1998.
Link: www.skovflaaten.dk
Bente Lambertsen