2002#2: Dansk Pattedyratlas – eftersøger småpattedyr på Fyn

 

Af Jørgen Terp Laursen og Tine Sussi Hansen
Naturhistorisk Museum, Århus, Universitetsparken 210, 8000 Århus

Naturhistorisk Museum i Århus og Zoologisk Museum i København arbejder nu på højtryk med at få kortlagt pattedyrenes udbredelse i Danmark. Det sker i kvadrater på 10 x 10 km. Småpattedyrene (spidsmus og mus) udgør en stor del af vore pattedyrarter. Det er imidlertid arter, der er vanskelige at finde og artsbestemme. Rovfugle (tårnfalk), men især ugler vil kunne hjælpe til i dette arbejde, hvis du også giver en hånd med! Vi vil gerne have tilsendt gylp fra Fyn, men naturligvis også fra andre dele af landet.
Vi håber, de fynske ornitologer og andre med interesse for vor natur vil indsamle gylp eller i det mindste fortælle, hvor det kan indsamles. Ud fra kranierester kan vi bestemme, hvilke arter der findes i de enkelte kvadrater. Hvor mange arter pattedyr, vi registrerer i de tilsendte gylp, vil naturligvis delvist være bestemt af antal indsendte gylp. Derfor, jo flere desto bedre! Indsendelse af blot 5-10 gylp har afgjort også stor værdi.
Der er også småpattedyr på en del af øerne, der ligger omkring Fyn. Du kan hjælpe os ved at indsende oplysninger om hvilke øer, der huser pattedyr og ugler. For er der ugler, er der også småpattedyr.

Uglearter på Fyn
Som i det meste af landet er det på Fyn skovhornugle og natugle, der er de almindeligste uglearter.
Gylp fra skovhornugle vil du især kunne finde på deres overvintringsstade, hvor flere ugler er samlet gennem hele vinteren. Et sådant stade findes som regel i en mindre samling graner, der ligger nær udyrkede arealer, eksempelvis enge.
Natuglen findes i de fleste større skove og på nogle herregårde. Igennem årene er der opsat mange natuglekasser på Fyn. Omkring de redekasser, der endnu er beboet, vil der givet kunne findes natuglegylp. Du kan tømme bunden af kassen for gylp og sende det til os.
De fleste pattedyrarter finder vi i sløruglens gylp. Det har derfor særlig stor interesse at få oplyst, hvor arten forekommer på Fyn og få indsamlet gylp. Der yngler – så vidt vides – kun enkelte par slørugler på Fyn.
Kirkeuglen tager også, men især om vinteren, en del mus. Arten er nu muligvis uddød på Fyn.
Kirkeuglegylp, men i øvrigt også tårnfalkegylp, kan eftersøges ved gårde og kirker.
Mosehornuglen ses på Fyn især i træktiderne og enkelte fugle overvintrer. Arten ses især på strandoverdrev og i andre åbne kystnære områder. Gylpene kan som regel findes ved foden af hegnspæle og på græstuer.

Hasselmusen – en fynsk sjældenhed
Den i landet meget sjældne hasselmus findes især på Sydfyn. Vi efterlyser alle såvel ældre som nyere oplysninger om arten. Det kunne specielt være interessant at få indsamlet gylp fra natugle, der yngler i de sydfynske skove, hvor hasselmusen også er kendt fra. Man kan også eftersøge og måske finde hasselmusens karakteristiske kugleformede rede, der er placeret mindst en meters over jorden i grene i buske og træer. Hasselmusen behandler nødder på sin helt egen måde. Så indsend gerne fund af ”musebehandlede” nødder også. Vi undersøger gerne, om de er behandlet af hasselmus.
Zoologisk Museum, Svendborg laver i disse år specialundersøgelser af hasselmus.

Sådan gør du
Ved indsendelse af gylp o.a. skal man huske at opgive fundsted, dato og indsamlerens navn og adresse. Det må anbefales at gylpene fremsendes i en plasticpose, som lægges i en kuvert eller æske. De tilsendte oplysninger fra de sjældnere arter – kirkeugle og slørugle – vil blive opbevaret fortroligt. Alle bidragsydere vil få tilsendt analyseresultaterne fra de gylp, de har indsendt.

Alle pattedyrarter
Vil du vide mere om Dansk Pattedyratlas eller bestille indberetningsskemaer og foldere, så kontakt os på pattedyrtelefonen 70207875 eller via e-mail: pattedyr@zmuc.ku.dk. Se også vores hjemmeside www.pattedyr.net.

Ansvarlige for projektet er Thomas Secher Jensen, Naturhistorisk Museum, Århus og Hans Baagøe, Zoologisk Museum, København. Bag projektet står – foruden forskere fra de to museer – forskere fra Danmarks Miljøundersøgelser, Kalø, Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg og Statens Skadedyrslaboratorium, Lyngby. Dansk Pattedyratlas er støttet af Aage V. Jensens Fonde.
Oplysninger om hvaler og sæler indberettes til ”Fokus på Hvaler” på tlf. 76122050, e-mail: fokus@hvaler.dk eller via hjemmesiden www.hvaler.dk.

På forhånd tak for hjælpen!