Af Erland Porsmose
Bønderne praktiserede et landbrug med en fast opdeling af og en fastlagt brugsret til mark, skov, eng og overdrev. På hovedparten af Ftnb blev agrene dyrket i trevangsbrug. Hermed forstås, at agermarken var inddelt i tre jævnstore og indhegnede dele. Den ene vang brugtes til vintersæd (rug), den anden til vårsæd (byg, havre), mens den tredje lå i græsbrak og udnyttedes til kreaturgræsning. Hvert år skiftede man afgrøde, så den enkelte vang lå i hvile hvert tredje år. På denne vis kunne 1/3 af gerarealet årligt bruges til græsning. Men græsningen på ”fælleden” var mager, og bestod af det ukrudt og sparsomme græs, der kunne nå at vokse op. Bedre stillet var de landsbyer, der havde store overdrevsarealer som permanent græsmark. Overdrevet lå ofte på stenede og ufrugtbare arealer, som lå landsbyen ”langt og ubrugeligt fra hænde”. Herfra stammer udtrykket ”at være ude på overdrevet” – så langt ude som man faktisk kunne komme på landsbyens jorder. Ofte var et sådant overdrevsareal fælles for flere nabolandsbyer.
Efter udskiftningen omkring 1780-1810 forsvandt de fleste overdrev ved opdyrkning. Man kan dog stadig møde dem på enkelte fjerntliggende småøer og næs, eller på bakkede og stenede arealer, hvor opdyrkning har været besværlig. Græsfladerne brydes ofte af vindbidte tjørnebuske, hyld, vildrose eller andre vækster, som kreaturerne ikke har villet eller kunnet æde, ligesom overdrev ofte er oversået med store sten, som det ikke har været umagen værd at flytte, når jorden ikke skulle dyrkes.
Litt.: Det fynske kulturlandskab – stavnsbåndsnummer af BYGD, 1987, nr. 3.
Erland Porsmose har været så venlig at forære redaktionen et antal af det nævnte temanummer af BYGD. Interesserede læsere kan ved henvendelse til redaktionen få et eksemplar gratis.